Skriv en kommentar
Vi møder allerede i første billede Gunda, som er en stor so, der ligger og sover i åbningen til stalden, hvor hun bor sammen med sine 12-13 nyfødte grislinger. Disse myldrer efter nogen tid frem og hopper ud i verden hen over Gunda, som ikke lader sig anfægte, men dog rejser sig til sidst og lunter ud for at passe på sit afkom. Vi følger herefter grisene fra de tumler rundt i høet og man frygter, at den store so lander tungt på dem, til de bliver store, løber rundt med krølle på halen og stadig vil die hos den efterhånden ret udmattede mor.
Vi besøger også hønsene, hvoraf en af dem kun har ét ben, og køerne, som kæmper med fluerne og gumler græs. Lyder det bekendt? Det er det også. Men Kosakovskiy formår at tilføje noget helt unikt til sin skildring, nemlig dyrenes eget perspektiv – og det uden brug af animerede stemmer, voice-over eller andre tricks. Kosakovskiy har et fantastisk blik for dyrenes adfærd og kommunikation med hinanden – han formår med sit billedsprog og sine lange, dvælende indstillinger at vise os, hvordan grisemor lærer sine små unger at begå sig, hvordan hønsene passer på hinanden og hvordan livet i det hele taget former sig i en verden, hvor ikke et eneste menneske optræder. Vi er ikke i tvivl, når grisemor søger efter sine unger, eller når de små grise bliver sure på hinanden som andre børn.
Det eneste tidspunkt, hvor et menneske optræder i billedet, er et par gummistøvleklædte ben, der går forbi kameraet til sidst. Ellers er filmen helt og holdent på dyrenes præmisser, med kameraet i dyrehøjde og unikke og vidunderlige optagelser fra stalden såvel som udendørs, alt i Kosakovskiys og fotografkollegaen Egil Håskjold Larsens smukke sort/hvide billeder – på lydsiden sanselig reallyd af fuglekvidder, grisenes roden i høet og de smås hvinen, men også lyden af biler på vejen, som en mindelse om menneskets tilstedeværelse. Det er som én lang (lidt for lang) meditation at sidde og give sig hen til det dyreliv, som de færreste dyr i dag får lov til at leve. Og Gunda, smågrisene og de andre dyr bliver så levende for os, at det er tankevækkende, at de kun lever, for at vi kan slå dem ihjel.
