Skriv en kommentar
Morten Piils suveræne guide til danske spillefilm fra 1930 til i dag, ”Gyldendals filmguide” (1998; 2000) er nu udkommet i 3.udgave. Den er med andre ord opdateret med film frem til år 2008. Samtidig har værket skiftet navn til ”Gyldendals danske filmguide”. Dertil kommer at spillefilmene, tonefilmene, nu er suppleret med udvalgte danske tv-serier og udvalgte dokumentarfilm. Med til at beskrive og vurdere er Bo Green Jensen, Bo Tao Michaëlis, Ulrich Breuning, Eva Jørholt og Dan Nissen.
Som i de tidligere udgaver finder man i guiden en nøje oversigt over hver enkelt films credits (dvs. instruktør, producent, skuespillere etc.) og et præcist handlingsreferat. Clouet er dog beskrivelsen af samtidens (kritiker)reaktioner, ofte med citater fra dengang. Her er mange lækkerbidder at hente. Tag fx reaktionerne på den første danske lydfilm, George Schnéevoigts ”Præsten i Vejlby” fra 1931; i Berl. Tidende skrev kritikeren Henry Hellsen: ”Filmen har ingen chancer på det internationale marked, dertil er den alt for langtrukken og af for ubetydeligt format (…) Måske vil det more en del danske at se og høre deres egne på film, ligesom det altid er morsomt at se sine nære venner spille dilettantkomedie. (…) Gerhard Jessen spiller skurken Morten Bruus med energisk skulen og tykt sminkede furer i sit ansigt. Han har bebudet sin overgang til restauratørfaget. Lad os håbe, han laver bedre mad!”
Hvad skal man bruge guiden til? Et af svarene giver Piil i sit veloplagte forord, hvor han står til lyd for at gå på opdagelse i dansk film og således opdage spændende perioder, gode værker og instruktører - Johan Jacobsen fremhæves. På trods af mediets til tider betydelige konventioner, fx som de kommer til udtryk i sproget, er der ifølge Piil guld at hente: ”Skal man have noget ud af de gamle film, kræver det selvfølgelig omstilling til en anden spilleform, diktion og toneart. Men bliver man fortrolig med genkommende replikker og brokker som ”Må jeg være fri!”, ”Det er godt gjort!”, ”stump”, og ikke mindst ”skidt fyr” (dem er der en del af, især hvis de vil i seng med pigen), er man på vej til en indlevelse i disse films ofte sært rørende univers. Og det er en myte, at teknikken nødvendigvis virker forældet og primitiv.” I det citerede ligger en cineasts og filmhistorikers overbevisning; at historien ikke sådan bare uden videre tager livet af de gode film, ja af kunstværket. Det kan ligefrem være, at man får øje på noget, som kun få fik øje på dengang. Det er atter engang vigtigt at slå fast, imens vi drukner i og forbruger film, som var det popcorn.
Guiden er vokset betydeligt i omfang, og det er efterhånden så som så med brugervenligheden. Bogen er på 755 sider, i stort format og i blød indbinding. Man kan levende forestille sig, at bogen bliver et løsbladssystem ved hyppig brug. Om løsningen er at udgive værket i to hardback-bind næste gang, eller om man simpelthen skal give køb på den flotte opsætning og udgive det som paperback a la ”Leonard Maltins Movieguide” ved jeg ikke. Under alle omstændigheder råber værket efterhånden på en netversion.
Det er selvfølgelig flot, at guiden nu er suppleret med tv-serier og dokumentarfilm, men spørgsmålet er, om ikke de to væsensforskellige storgenrer har fortjent egne guides. Og i øvrigt: At nøjes med at registrere de danske dokumentarfilm der har haft biografpremiere er noget fattigt i forhold til den både i omfang og kvalitet betydelige danske dokumentarfilmproduktion.
Under alle omstændigheder er Piil og Cos guide fremragende og oplagt som en af de store gaver, man ser efter under juletræet.
Bogen er venligst stillet til rådighed af:
Gyldendal.
