Skriv en kommentar
Efter et smut til Hollywood for at instruere Things We Lost In The Fire (2007), er Zentropas guldfugl Susanne Bier vendt tilbage til dansk film.
Bier har over de sidste knapt 20 år etableret sit ry for at være den største, kvindelige, kommercielle instruktør i dansk film, med utallige landsomspændende hits i bagagen.
Den romantiske komedie Den Eneste Ene (1999) var sit årtis største publikumssucces, men
det er de senere film, som Elsker Dig For Evigt (2002), Brødre (2004), Efter Brylluppet (2006) og senest Things We Lost In The Fire (2007), der har indrammet Biers vante habitat, nemlig det tårepersende drama, samt defineret hendes stil, der kredser omkring tragedier, der bringer uforudsete skæbner sammen, og kreerer store dilemmaer.
Biers nye film følger også dette mønster.
I Hævnen møder vi enkemanden Claus (Thomsen), der netop har mistet sin kone til kræft, og nu flytter med sin søn Christian (Jøhnk Nielsen) fra England tilbage til Danmark.
Samtidig møder vi Anton (Persbrandt), der arbejder for læger uden grænser, og pendler mellem en flygtningelejr i Afrika, og hjemmet i Danmark. Familielivet volder også problemer, for efter utroskab fra Antons side, er han ved at blive separeret fra konen Marianne (Dyrholm). Deres fælles søn, Elias (Rygaard), bliver desuden mobbet på det grummeste i skolen, hvor de naive lærere står magtesløse tilbage.
Disse to kriseramte familiers veje krydses, da Christian med alt sin indelukkede vrede, begynder i klasse med Elias, der har indtaget kronisk offerrolle. De to drenge bliver venner, og indgår en skæbnesvanger alliance for at få genetableret retfærdigheden, med konsekvenser der kan blive fatale for den slumrende landsbyflække.
Det Danmark anno 2010 som Bier præsenterer, er på overfladen yndigt og idyllisk, men selvom himlen er blå og kornet er gult, blæser sorte skyer ind i billedet, og når overfladen krakelerer, lurer katastrofer som sygdom, død, utroskab, mobning, hærværk, fysisk vold og latent racisme lige under overfladen.
Billedsiden veksler mellem en let og uprætentiøs kameraføring, der understreger handlingen, og sætter spillet i fokus, og lange, statiske, ”kunst-sigtende indstillinger af vindmøller, marker, skyer, en bille, et dyreskelet og… flere vindmøller. Man kunne godt ønske sig at hun integrerede disse ”artistiske” input lidt mere i selve filmen, så de bliver mere end en tilbagevendende pauseskærm.
Dialogen er, som så ofte før med Biers film, leveret af joke-mesteren Anders Thomas Jensen, som stort set har skrevet hver en vittighed i dansk film de sidste 10 år. Han svigter heller ikke i dette tilfælde, for på trods af alle tragedierne, har han fået sneget sin karakteristiske sort-sviende humor ind. Dog står det også lysende klart, at det er her manuskriptets force ligger. Generelt flyder dialogen ikke så naturligt som nødvendigt, og flere replikker lyder direkte malplacerede, især i de to drenges munde.
Det skal hertil tilføjes at fejlen på ingen måde ligger hos de to unge skuespillere. Det er tværtimod utroligt at to små, ukendte drenge ikke falder igennem, når de er sat overfor nogle af nordens sikreste skuespillere. Filmen er kort sagt velcastet til fingerspidserne.
Det der udover skuespillet lykkes for filmen er, at afbillede de store følelser i vores bittesmå liv. Den maler et lidelsesmaleri, og overfører denne følelse til seeren, men man kan kun gætte på, om filmen vil mere end det – og om den kan?
Så i sidste ende kommer det an på forventningerne, som man har til en filmoplevelse. Vægter man indlevelse, melodramaet og tårerne højt, vil man nyde at forsvinde ind i denne velspillede historie, men ønsker man en film der vil mere, kan den komme til, at virke følelsesmanipulerende og intetsigende.
