Skriv en kommentar
44 år, det er en bedrift i sig selv.
Jamie Lee Curtis har haft rollen som Laurie Strode hængende på sig, siden hun første gang blev synonym med begivenheden Halloween i 1978. Der har været mange Halloween film siden da, mange med Curtis, men også nogle uden. Nu er vi nået til afslutningen, måske, for kender man Hollywood ret, så skal man aldrig sige aldrig.
Lad os “cutte the mambo jambo” og komme til sagen.
Hvad sker der i Halloween Ends?
Det korte af det lange er, at der sker meget og lidt på samme tid.
Fire år er gået siden hændelserne i ”Halloween Kills”, som var film nr. to i den endelige trilogi, instrueret af David Gordon Green. Det var også tidspunktet hvor Michael Myers sidst dukkede op i byen Haddonfield.
Michael Myers, spillet af James Jude Courtney, har taget mange ting fra Laurie (Jamie Lee Curtis) igennem tiderne, men allerstørst er nok datteren som var et af hans ofre.
Til dem der ikke er bekendt med Michael Myers, så er han en maskeklædt, vansiret, kedeldragt bærende morder, der slår folk ihjel med kniv i byen Haddonfield under Halloween.
Laurie bor nu sammen med sit barnebarn Allyson (Andi Matichak), er kommet et bedre sted i livet efter terapi,
og skriver sine memoirs ned, så hun kan udgive en bog omkring hvad der skete mellem hende og Michael Myers, i løbet af de 44 år.
Men fortiden spøger stadig i baggrunden, lige meget hvor Laurie kigger og hvad hun hører, så er det som om Michael Myers stadig er et åndedræt væk fra hende.
Laurie virker lykkelig, men stadig sårbar, og ubevidst påtager hun sig også en frelser rolle i byen.
Hun redder den unge fyr Corey, spillet af Rohan Campbell, fra nogle bøller der mobber ham.
Da han kommer slemt til skade, ser Laurie ingen anden udvej end at introducere ham for barnebarnet Allysson, som er sygeplejerske og kan hele hans sår.
Han udstråler noget uskyld og naivitet, og det er noget der fanger Lauries øje.
Hvad Laurie ved er, at Corey har en historie i byen, en tragedie fra fortiden som ubarmhjertigt har stemplet ham. Hvad hun ikke ved er, at Corey har nogle ligheder med Michael Myers, der med tiden bliver mere og mere skræmmende at se under udvikling.
Corey og Allysons møde udvikler sig langsomt til et kærlighedsforhold, de er begge outsidere der har oplevet noget traumatisk i livet, og to fortabte sjæle der søger fred.
Håbet om lykke er der, men Michael Myers er på spil igen, og snart begynder mordene og massakrerne at åbne gamle uhelede sår.
Er Michael tilbage, har han fundet en arvtager, en partner in crime, eller er det en copycat? Det vil tiden vise.
Men en ting er sikkert, som titlen antyder, så er det enden på noget.
Om det er enden på Laurie, Michael, dem begge eller noget helt uventet må i selv finde ud af.
På mange måder er denne afslutning på Halloween, en kærlighedserklæring i mellem Laurie og Michael, en hårfin grænse mellem kærlighed og had, der visuelt også viser den grænse i nogle af scenerne.
Udstyret med en god portion nostalgi, genkendelige 80’er melodier og ansigter er Halloween et godt gensyn for gamle fans som søger en konklusion, i den uendelig lange æra det har været.
Historien er rimelig ligetil, uden de store indviklede kringler. Det er på trods af, at man ser instruktøren desperat prøve på at fortælle en god tragisk historie i lange dele af spilletiden, og glemme selve genren i filmen. Der er nemlig skåret gevaldigt ned på drabene og gyset, men når de så er der, så er de meget detaljerede, høje og grafiske.
Jamie Lee Curtis er den bærende kraft i filmen, og bliver suppleret meget godt af Matichak og Campbell.
Halloween er selvfølgelig ikke en Oscar film, og det prøver den heller ikke at være. Det er en film man kan se en dag, hvor man ikke vil bruge den store hjernekapacitet, men bare blive underholdt i små to timer.
Det kan den sagtens gøre, både for kendere og for dem der bare hopper på vognen her i den sidste film.
Man fristes til at tænke, at når Hollywood løber tør for gode idéer, så vil faklen nok gives videre til en ny omgang Halloween alligevel.
Men indtil da, så er masken faldet, Elvis har forladt bygningen og den fede dame har sunget.
… såå alligevel, at masken er faldet, er ligegyldigt hvis man ikke ser på ansigtet, Elvis har været væk i lang tid nu, og den fede dame, tja, hvad så hvis hun synger, man kan bare lade være med at lytte.
1,2,3.
Så er der lukket og slukket.
