Skriv en kommentar
Lad mig slå fast med det samme, at det er meget nær umuligt at finde en passende karakter til en film som ”Hannah Montana: Filmen”. Skuespillet i filmen er overgearet teatralsk, manuskriptet og instruktionen er ligeså forvirret som den teenagetøs den skal skildre og man skal ikke grave langt for at se, at filmens budskab er dobbeltmoralsk. Alligevel er der noget fascinerende ved filmens kaos og anarki, der rammer sin tilskuer på samme måde som de trafikanter der bliver hypnotiseret af et biluheld, og så hjælper det også, at ”Hannah Montana: Filmen” er hysterisk ufrivillig morsom.
Men lad os starte ved begyndelsen, da countrylegenden Billy Ray Cyrus fik et barn, og solgte hende til Disney. På samme måde som de tog imod Hillary Duff og gjorde hende et præteenageikon med ”Lizzy McGuire”, er Miley Cyrus nu velsagtens det allerstørste præteenageikon af dem alle. Serien ”Hannah Montana” har haft sin sejrsgang igennem det meste af den vestlige verden, og ligesom med mange andre serier for tiden, var det kun naturligt at overføre dette format til biograflærredet. ”Hannah Montana: Filmen” følger det fastlagte regelsæt for denne overførsel, idet filmen også i den grad er større og bedre. At det så ender med at blive for omfavnsrigt og med alt for meget af det gode, er så en helt anden sag.
Historien emmer af uoriginalitet, sentimentalitet og klicheer, og det er netop her det bliver fascinerende. Ikke alene er alt set bedre før, men filmen formår at bringe så mange historier ind i den samme historie, at det hele falder sammen med filmhistoriens største brag i klimakset. Ikke alene skal Miley Stewart (Hannah Montanas rigtige navn, når hun ikke er super popstjerne) finde ud af hvem hun er, ved at tage hjem til bondegården og opdage fornøjelsen ved det simple liv. Næh nej, hun har ligeså en sladderbladsagent i hælene, skal finde den sande kærlighed, blive en del af familien igen og blive gode venner med sin veninde Lilly, efter hun har ødelagt hendes gigantiske 16 års fødselsdag. Alt sammen klarer Miley Stewart i løbet af filmens 100 minutter, og selvom filmen lægger op til en interessant afrunding, skal alt naturligvis genstartes til nulpunktet, så serien kan fortsætte sin sejrsgang uden ændringer. Det er kompromisløst, provokerende, dobbeltmoralsk, utroværdigt og, som sagt, fantastisk underholdende.
Disney har desuden holdt Hollywoods gamle dyder i hånden under optagelserne, for filmen er så uskyldig som et lammekid, at den selv mener, at det at vise et kys, er alt for seksuelt for målgruppen. Alligevel mener filmen, at det er helt i orden at leve sit liv på en løgn, og det er her hvor Hollywoods skyggeside får lov at vise sig. Bevares, ”Hannah Montana: Filmen” er ingen ”Bratz: The Movie” da alt dette helst skal læses imellem linjerne, men forældre vil måske hurtigt kunne finde disse skæve signaler, og undre sig over, at man ikke havde udtænkt en mere passende slutning. ”Hannah Montana: Filmen” ligger glimrende i forlængelse af Disneys seneste succesfilm ”High School Musical” serien samt ”Camp Rock”, og indeholder også en håndfuld fængende sange samt utallige mere eller mindre morsomme forvekslingsscener, og derfor er filmen allerede på forhånd født til succes. Skuespillet er ikke værd at nævne, da intet har ændret sig fra serien, bortset fra lidt flere kendisser som Tyra Banks og Vanessa Williams som meget upassende smides ind i rodet. Ej heller instruktøren Peter Chelsom (”Shall We Dance”, ”Serendipity”) forsøger på noget nyt, andet end at føre os lidt længere bag kameraet på Hannah Montana f.eks. i filmens glimrende åbningssekvens. Så man kan roligt sige, at hvis man kunne lide serien, er der en stor chance for, at man vil elske filmen. Jeg hader og elsker begge dele ligeligt, og ender derfor med den upassende karakter filmen har fået.
