Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Da først de ramte tredje sæson kunne skaberne af Happy Days lige så godt have omdøbt serien til The Fonzie Show. Henry Winklers nu legendariske Marlon Brando pastiche var blevet så populær at alt i serien efterhånden roterede om ham. Men det er nu heller ikke nødvendigvis en dårlig ting.
For Fonzie er jo The Fonz, the king of cool, manden alle amerikanske mænd har målt sig imod de sidste tredive år. Og han er i topform her, længe før serien begyndte at blive monoton og nåede helt ud i elleve sæsoner. Med første sæsons fimsede windbreaker lige så godt og grundigt glemt som Richies mystiske og aldrig tilbagevendne storebror, og den sorte læderjakke, de opsmøgede jeans og det evigt perfekte hår, var Fonzie klar til at erobre verden.
For ikke at ryge helt ud af trit med tidligere sæsoner, der i højere grad handlede om unge Richie og familien Cunningham, besluttede seriens skabere at lade Fonzie flytte ind hos den amerikanske kernefamilie. Og det kommer der selvsagt mange klassiske sitcom-situationer ud af. Fonzies tilfældige damebesøg kolliderer med Richies dydige moral. Trussetyven lærer mor Cunningham at danse, støtter lillesøster når hun har problemer og udfordrer den ellers ganske moderne fader.
Det er en klassisk sitcom problemstilling at introducere et vildt element i den amerikanske ideal-familie. En vildbasse, et rumvæsen, en udlænding. Hvad som helst der kan skubbe til opfattelser og udmynte sig i politisk korrekte moraler om åbenhjertighed og forståelse. Det er klassisk, men det fungerer bedre end typisk i tilfældet Happy Days. Det sagt, så skubber det også serien tættere på så mange andre, lignende serier og fjerner en stor del af den tidligere niche, der bød på nostalgi, udendørs locations og gode historier. Det er en mere monoton og forudsigelig serie, efter at Fonzie flytter ind hos familien Cunningham, men ikke desto mindre er der stadig masser af gyldne øjeblikke, skarpe observationer og gode grin.
Forskellige afsnit skiller sig ud fra de i alt 23 der udgør sæson 3, ikke mindst retssals-farcen der opstår efter at Fonzies dueslag (Brando havde jo duer i On The Waterfront) falder igennem familiens gamle tag og de to parter sagsøger hinanden (naturligvis blot for at indse det fjollede i det og ordne det som venner bør). Det ofte refererede afsnit hvor den lille by får sin første afro-amerikanske indbygger, trommeslageren Sticks, er også mindeværdigt, skarpt og dejligt, humoristisk løssluppent, ligesom afsnittet hvor Richie, Ralph og Potsie afholder en skønhedskonkurrence for at score deltagerne hører til de bedre i pakken.
Der er dog også svipsere imellem og det bliver efterhånden en smule anstrengende at Fonzies navn praktisk talt indgår i titlen på samtlige afsnit (ok, otte afsnit ud af de 23, men det er også mange). Generelt er Happy Days dog stadig en mindeværdig oplevelse og en superunderholdende investering på DVD. Der var stadig masser af damp under kedlerne i 1975-76 da afsnittene her blev sendt første gang og det er i denne sæson at vi præsenteres for karakterer som Fonzies nevø Spike og den første, ofte glemte, Arnold, i skikkelse af selveste Pat ”Mr. Miyagi” Morita.
Kunne du i sin tid lide serien, bliver du garanteret ikke skuffet ved gensyn og selvom de første to sæsoner er lige en tand mere nuancerede og i mine øjne bedre end den fuldt ud Fonzieficerede udgave her, så er tredje sæson af Happy Days bestemt et køb værd.
De fire DVDer i pakken byder på et glimrende og detaljerigt billede med stærke farver og gode kontraster. Lyden er også fin, men kun præsenteret i original mono. Eneste bonusmateriale er det ganske underholdende ”Second Anniversary Show”, der bestemt pepper udgivelsen op, men som stadig efterlader en hungrende efter mere.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Paramount Home Entertainment I/S.
