Skriv en kommentar
Umiddelbart ligner den kønne undercoveragent Mallory Kane, svenske Lisbeth Salanders arvtager; hun er ligeså punk og fandenivoldsk, banker alle bøfferne i kampen for retfærdighed og efterlader ingen vaklende meninger om hendes fysiske overlegenhed og selvjustits. Hun bliver efter en vellykket redningsaktion i Barcelona, sendt til Dublin på en anden mission, men noget går galt og dette får hende til at revidere sin sikkerhed og ændre taktik. For er det i virkeligheden hendes agentkollegaer og boss, den ellers altid glatbarberede og redelige Ewan McGregor, der egentlig er hendes største fare?
Haywire er i sin linealrette simplicitet en rigtig actionbasker, hvis skabelsesgrundlag egentlig var at demonstrere Gina Caranos kampsportslige evner. Den ligner derfor bevidst, en noget anti-intellektuel cadeau til b-filmens lineære underholdningsform, og bliver derfor af samme grund aldrig én af Soderberghs bedste film (som stadig er guldpalmevinderen Sex, løgn og videobånd fra 1996). Gina Carano kan jovist stikke en flad og slå nyrerne til bolledej, men hendes karakter lider under hendes enstrengede spil – hun har egentlig kun to tangenter at spille på; den smålækre, forføriske femme fatale og den bidske actionfigur, der ikke just ynder at ”efterlade løse ender”. Mallory Kane er lidt ligesom en maskine, og derfor helt sparet for de komplekse psykologiske dybder, der gjorde Salanders figur interessant at følge. Hun er umiddelbart en machokarakter, der ikke lader sig kue af lejemorderbranchens maskuline majoritet, og derfor lynhurtigt kan kastrere selv den mindste tilnærmelse (selv hvis den kommer fra pigernes yndling Michael Fassbender). Hun er ikke bundet op på en bestemt kønsmæssig fiksering, og minder derfor om en meget tidsbunden helteskikkelse, der bryder ud af sin vante kønsrolle i opgøret mod de forlorne autoriteter.
Hvor Salanders projekt var drevet af et personligt opgør med sin ømtålelige fortid, herunder fadermordet som det væsentligste vendepunkt, sker hovedpersonens revolte udelukkende i professionelt øjemed – Mallory udfylder derfor ikke sin rolle som lejemorder med en bestemt kønspolitisk eller personlig dagsorden, men skal betragtes som en ligemand blandt sine steroidpumpede kollegaer. Det vil sige, at hun snildt kan nedlægge de mange modarbejdende gorillaer der spærrer hendes vej, og venter heller ikke mange sekunder med at ty til både karatespark og håndkantslag i kampen for overlevelse. Hun kunne med andre ligeså godt være en mand, og Haywire efterlader ikke mange emotionelle registreringer eller følelsesmæssige efterrationaliseringer hos sin slåsglade stjerne, der sideløbende kæmper med et fortyndet manuskript. Det kan Gina Carano selvfølgelig ikke gøre for, og i Haywire forsøger hun at banke Soderberghs banaliteter ud af ringen med gode portioner action - endog klarer hun sine stunts selv og uden forskønnende special-effects og wires.
Se Haywire hvis din hjerne knirker og du trænger til en kop renhjertet tjubang - uden følelse, uden hjerte. Uden kvinde.
