Skriv en kommentar
Den ægte Hollywood vare, leveret af instruktøren David Mirkin, der er mere kendt i TV-branchen. Men denne i særdeleshed veldrejede komedie, udspilles i overklassen, og handler om en kvinde, Max (Sigourney Weaver), og hendes datter, Page (Jennifer Love Hewitt), der lever af andre folks penge. Ved hjælp af deres ubærlige charme kanter de sig ind på de rige mænd, unge som ældre, de bliver gift, og kort tid efter skilt, da den anden træder ind som forfører. Og det bliver selvfølgelig opdaget af den “meget ulykkelige” nygifte hustru. Skilsmissebegæringen er en realitet plus diverse millioner. Det ene fupnummer tager det andet, der er kunder i butikken, og hvem ville ikke indlade sig på den slags kurver.
Men ulykkerne begynder at indtræde, da datteren, Page møder den ægte kærestetype Jack (Jason Lee), og bliver offer for selvbedragerier. Moderen har på dette tidspunkt indladt sig overfor rigmanden, cigaretkongen William B. Tensy, der selv er en af sine bedste kunder. Men hans husbestyrerinde truer i billedet, da hun har bestyret huset og alle William´s kvindelige bekendtskaber, vil hun også have en del af kagen, da William´s helbred ikke synes at være helt på toppen. En ex-mand, Dean (Ray Liotta) til Max er i hælene, korthuskulissen er ved at ramle sammen, specielt da begge, mor og datter, har hvert sit at se til.
Det er en meget forførende og letbenet historie, man sidder tilbage, godt underholdt, og selvom man har set det før med Michael Caine og Steve Martin i “Fræk, Frækkere og Frækkest”, er denne anderledes skruet sammen, og holdt oppe af de erfarne kræfter, Ray Liotta som dennegang har taget psykopat antrækket af, og er kommet ned i den mere følsomme Dean. Sigourney Weaver der også mestre komediens timing, har godt greb om rollen som tækkelig hjerteknuser. Gene Hackman, der med en portvinsnæse (et par numre mindre end W.C. Fields´), gør det glimrende som den hostende og leverplettede cigaretkonge. Hewitt, som udover at være en kendt sangerinde også har medvirket i “Scream” og “I Know What You Did Last Summer”-filmene, fungerer også i rollen som den unge, barmfagre kropsidealist, der støver mænds begærlige blikke af med en mine af selvfølge. Der er ikke meget bid i Jason Lee´s rolle, men det virker ikke generende på filmen.
Budskabet er ganske enkelt, at dårlig moral sjældent betaler sig. Som komedie har den en hel del fine øjeblikke, og falder ikke ned. Filmen er flot fotograferet, og har man ikke set hvor de rige bor, er der to timer og tre minutters chance her. Musikken, coca-cobana agtig, blandt andet med Beck´s fremragende “Tropicalia”, styrker kun filmen. Kan varmt anbefales som komedie.
