Skriv en kommentar
KØB SOUNDTRACKET HER
Den italiensk-fødte komponist Marco Beltrami har en imponerende liste af hollywood-filmscores bag sig – fx Blade, Terminator 3 og Scream. Og som dansker lægger man særligt mærke til, at Ole Bornedal sætter pris på hans talent; således har Beltrami skrevet musik til Jeg Dina, TV-filmen Dybt Vand og er i øvrigt crediteret for ´additional music´ i Nightwatch.
Marco Beltramis score til Guillermo Del Toros adaption af tegneserien Hellboy er på markedet førend filmen har haft premiere i en dansk biograf. Det sætter anmelderen, i dette tilfælde undertegnede, i den i og for sig kunstige situation, at skulle anmelde musikken helt eller næsten helt uden skelen til filmen. Kunstig er situationen, fordi musikken er skrevet til filmen og som sådan først og fremmest skal fungere i og med denne. Det er jo meningen med filmmusik. For at sætte problematikken på spidsen; kunne man forestille sig en kørsel af filmen uden musikken som et vigtigt element for anmeldelse af filmen? Utænkeligt og tåbeligt! Men sagtens en anmeldelse af filmen uden at musikken nævnes, velsagtens fordi musikken er en del af helheden, af filmen som sådan. Dermed er også sagt, at som filmanmeldelser er flest, er de inderligt uretfærdige i forhold til et af de vigtigste elementer i filmen, nemlig musikken, der alt for sjældent nævnes. Dog, filmmusikken lever akkurat sit eget liv, fordi den gør det! Intet andet element i film kan trækkes frem gang på gang op og bogstavelig talt opleves uafhængigt af filmen end musikken (det skulle da lige være creditsekvenser, som kun har de færrestes bevågenhed).
Marco Beltramis musik bærer den gotiske fortællings særlige kendetegn; det næsten altomfattende mørke og de mægtige, himmelstræbende og dog kun alt for jordforbundne bygningsværker. I nyere filmtid kendes dette univers så godt fra film som fx Bladerunner og Batman. Musikken har mao. først og fremmest karakter af illustration af det vældige gotiske rum. Sådan set fungerer Beltramis musik eksemplarisk – og med skæven til billeder og trailere fra filmen ser det ud til at være meningen. Beltrami trækker flere steder på mesteren Bernard Hermanns kongeniale musik, fx i nummeret Fireproof, hvor man pludselig ser åbningsscenen fra Hitchkocks mesterværk Vertigo for sig. Måske en venlig hilsen til en af filmmusikkens mestre?
Beltramis musik er traditionelt orkestereret for symfoniorkester og kor tilsat diverse moderne indslag som elektrisk bas, synthesizer og også synthesizerens forløber thereminen der oplever en renæssance i disse år. Numrene er korte, med repetition af tilsvarende korte forløb og melodilinjer. Mao. en helt traditionel imponerende hollywood-orkestrering, hvor man hurtigt begynder at lede efter komponistens personlige tonesprog. Det udebliver stort set i dette tilfælde. Dog er Kroenen´s Lied bemærkelsesværdig, fordi den ubesværet skriver sig ind i filmmusikkens trækken på den klassiske musiks senromantiske tradition og samtidig uanfægtet direkte henviser til nazisme, dels fordi to solister, en tenor og en sopran synger lieden på tysk, men ikke mindst fordi de onde i Hellboy er nazister – ja, her får filmen det afgørende ord. Rooftop Tango skal også nævnes, fordi den lette tango formår at balancere på en dyster baggrund – spændingen her er så meget mere interessant end når det romantiske eller det forfærdelige bombastisk brager løs og overtager hele udsagnet – og dette sagt helt uden skelen til filmen. Jeg er i øvrigt spændt på at opleve, hvordan afslutningsnummer B.P.R.D. (?) fungerer i filmen; her er ikke skyggen af gotik eller klassisk senromantik tilstede. Den ironiske, sparsomt orkestrede Bagatel lever sit helt eget (kontrapunktiske) liv i forhold til den anden musik – ja, måske også i forhold til filmen?!
CDen er venligst stillet til rådighed af Danacord Records.
