Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
Årets Robert-Nom...
Nyt Fra San Seba...
Hbo Nordic Blive...
Bjørn Nørgaard –...
Nordisk Film Uds...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Ternet Ninja 2
Ternet Ninja 2 billede

Mit Liv, Min Lin...
Shang-Chi And Th...


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

DVD anmeldelse

Henning Carlsen box

19. juli 2006 af Jesper Skovlund

4 stjerner Skriv en kommentar KØB FILMEN HER

Henning Carlsen box billede

I denne fine boks-trilogi af Henning Carlsen har poesien ordet og leder vejen. Det kan nemlig lade sig gøre i kunsten.

Henning Carlsen stillede ikke sig selv en let opgave, da han i 1967 satte sig for at filmatisere Jens August Schades roman ”Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet” fra 1944.

Overfladisk set handler romanen og filmen om Sofia Perssons (Harriet Andersson) og Hans Madsens (Erik Wedersøe) længsel efter hinanden, der afstedkommer en veritabel erotisk tour-de-force fra Brønshøj, over Skanderborg og New York til Rio. Men i Schades poetisk-lyse roman af samme navn om sensualitetens og liderlighedens lethed mellem mennesker, ligger det hele så at sige i forfatterens eminente omgang med sproget. Instruktørens svar på dette er en eksperimenterende film, hvor der kryds- og parallel-klippes livligt, flashbackes, billederne tintes (vel først set siden i von Triers ”Forbrydelsens Element” (-89)), der danses og personernes målrettede projekt/fremdrift neddæmpes - og desværre også driften mellem mennesker. Det sidste er det afgørende.

Selvom Carlsen proklamerede, at det ikke var en egentlig filmatisering – på trods af at filmen faktisk følger romanen ret nøje - så blev resultatet ikke rigtig vellykket. Vel er optrinene lette og humoristiske, men har ikke megen liderlig poesi - og tilskuerens længsel efter at give sig hen i ikke mindst Harriet Anderssons mørke øjne og smækre krop bliver alt for sjældent indfriet – kvinderne har trods alt overtaget i Schades mandlige drømme. Man fornemmer bestemt, at instruktøren har gjort sig store anstrengelser for at oversætte/gestalte romanens optrin – mens det måske havde været mere givende, om instruktøren havde frigjort sig fra romanens overfladiske teknik og givet sit bud på det erotiske sprog, som romanen så virtuost skriver frem. Tintningen af billederne gør sit, men kan næppe kompensere for den noget blufærdige omgang med længsel, intimitet og elskov mellem kroppene – og de danske spilleres skoleengelsk.

Det emblematiske billede af to børn, en dreng og en pige, der forgæves rækker ud efter hinanden, men utålmodigt føres videre af de voksne, virker godt og har al den tone, man savner i resten af filmen. Scenen er et alvorligt udgangspunkt for personernes herligt liderlige drifter, men følges ikke rigtig op af instruktøren som en tragik der på Schadesk vis næsten opløses i al den erotiske kraft, som menneskene deler ud af, imens de bilder sig ind, at den er bestemt for den eneste ene.

Ekstramaterialets samtale mellem litteraturforskerne Frank Kjørup og Torben Brostrøm er en fin indføring i Schades forfatterskab og person. Til gengæld savner man, netop fordi filmen er så ukonventionel, at Henning Carlsen fortæller om sine tanker bag filmen, vellykket eller ej. For de interesserede kan jeg henvise til undertegnedes interview med Henning Carlsen andetsteds på dette site.

Men så ramte Carlsen til gengæld tonen rent i sit og Benny Andersens manuskript til ”Man sku være noget ved musikken” fra 1972. Filmens skildring af menneskene foran og bag disken i det københavnske værtshus Strudsen kalder instruktør og forfatter med stor ret for en melokomedie; værthusmenneskene stikker hellere hovedet komisk i busken som strudsen end udfolder drømmene. Melodramaets tragik går hånd i hånd med komedien.

Vi møder: Vinduespoleren, endelig ikke vinduespudseren, Ib (Ingolf Gabold) der stjålent bager på servitricen Caja, men hver nat alligevel vender alene hjem til sit kammer for at slutte dagen af med at pisse i håndvasken; ja, servitricen Caja (Birgitte Bruun (Price)), der stadig kun har kærlighed for sin afdøde mand; den fraskilte og underholdsbidragene slagteriarbejder Svend (Jesper Langberg), der udfolder sit begrænsede sangtalent foran de taknemmelige værtshusgæster – men ´det drejer sig bare om at komme ind i de rette sammenhænge for at blive opdaget´; hyggepianisten Lasse (Otto Brandenburg i sin første filmrolle), der ikke vil sige ja til svigerfars gentagne tilbud om et job i firmaet – og helt i tråd hermed har skabet fuldt af vejarbejdsskilte fra de ikke helt lige ture hjem på cykel gennem byen; tjeneren Søren (Karl Stegger, bedre end nogensinde – den lumre scene mellem ham og konen Gerda (Elin Reimer) er mange gensyn værd), der nok kan sætte værten (Gyrd Løfqvist) på plads i det daglige, men næppe kan realisere drømmen om at åbne eget værtshus; og kvinden Elly (Lone Lindorff) der dybt ulykkelig aften efter aften gentager sit miserable kærlighedsliv for servitricen og pianisten.

Helt i tråd med værthusmenneskenes gentagelse af drømmene foran de mange øl er der ikke megen fremdrift i foretagenet. Til gengæld opvejer miljøskildringen i det gennemførte interieur og ikke mindst i de velskrevne og veltournerede replikker, der gang på gang vidner om, at den gamle værthuspianist Benny Andersen her er på hjemmebane, så rigeligt de projekter der aldrig rigtig sættes i værk. Men noget sker der da, da tragikken slår igennem; Elly tager livet af sig. Så skal der ske noget mellem menneskene! Det er kongenialt set af Carlsen og Andersen, at drømmene nu skal udleves ved forsøg på at åbne eget værtshus! For det er ikke blot et lidt komisk forsøg på at sikre sig, at drømmene kan fortsætte på egen strudse-præmis så at sige, men et fuldgyldigt forsøg på eksistensens præmisser - og en antydning af at en anden, mindre realistisk (?), film faktisk kunne føre netop de præmisser ud i livet til succes eller fiasko.

Værtshusmenneskene udleveres ikke til spot og spe af Carlsen og Andersen, tværtimod skildres de med stor varme. Nogen vil måske hævde, at det er den specielt danske strudsementalitet – et internaliseret ´du skal ikke tro du er noget´ - som er filmens budskab. Og vel er de danske værthusmennesker her komisk bange for egentlig at give sig i kast med drømmene. Mens andre, måske ikke mindst i dag, kynisk vil stemple dem som uegnet til liv overhovedet. Men længslens og drømmenes skæve eksistenser lever på tværs af landegrænser, ja lever hos Carlsen og Andersen. På sin vis kan man sige, at hyggepianistens vejskilte viser på forkerte, rette vej!

Ekstramaterialet indeholder fine samtaler mellem henholdsvis Johannes Møllehave og Benny Andersen, og mellem Henning Carlsen og Benny Andersen. Specielt sidstnævnte samtale om hvordan manuskriptet blev til i et lykkeligt, intuitivt samarbejde er værd at lægge øre til.

Samarbejdet mellem Carlsen og Andersen fortsatte. Svante, denne halvt danske, halvt svenske Benny Andersenske-personage, hvis sange eller rettere viser tog Danmark med storm, da Poul Dissing sang dem i 1973, har også sin film, om end den er knap så kendt. Det skete da Henning Carlsen i 1975 sammen med digteren Benny Andersen og Poul Dissing med band søgte efter Svante, der var som sunket i jorden – derfor filmens titel ”Da Svante forsvandt”.

Den iscenesatte dokumentar, ja mokumentar vel, lader Benny Andersen i tilbageblik opsøge Svante i groftkornede sort/hvide billeder, uden at man får et eneste billede af hovedpersonen - men Svantes stemme (Niels Barfoed) hører man dog. Den mere og mere sortseende Svante gravede sig ned i forskellige, lejede værelser, hvorfra udgik de herligste digte/viser, som vennen Benny efterhånden satte i musik. Derudover følger man nu i farver Andersen og Dissing med band på en ikke-iscenesat turné igennem landet – og ikke mindst i det overraskende møde med den herlige kvinde Nina (Fritze Hedemann). Sådan får man præsenteret alle viserne i liveudgaver, vekslende med datidens møder med og nutidens jagt på Svante.

Filmen er en uhyre charmerende sag, der lever højt på den åbenlyse iscenesættelse og de fremragende viser. Den forfjamskede Benny Andersen, der forstår mindre og mindre af Svantes gøren og laden, får efterhånden sammen med den godt skjulte og ”objektive” instruktør, tegnet et andet billede af – ja vel af Danmark og det danske, men måske først af fremmest af digteren Benny Andersen. Der er jo akkurat en pointe i at lade forfatteren lede forfjamsket efter sin egen, sin fraspaltede hovedperson, der ikke har noget behov overhovedet for at lade sig finde. Denne folkeejede kunstner med sin poesi, med sin evige porter og sin evige Nina, som han ikke kan forenes med fra sit skjul, har ikke de bedste kår i Danmark.

Henning Carlsen og Benny Andersen lader viserne vise vejen til en konklusion der ikke mindst har med Nina og længslen efter Sverige at gøre. For som i de øvrige film i denne fine boks-trilogi er det poesien, ikke samfundskritikken, der har ordet og leder vejen. Det kan nemlig lade sig gøre i Carlsens kunst.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
SF/Fox.

Titel: 3 danske klassikere af Henning Carlsen
Original Titel: 3 danske klassikere af Henning Carlsen
Premieredato: 4. juli 2006
Instruktør: Henning Carlsen
Skuespillere: Harriet Andersson, Preben Neergaard, Erik Wedersøe, Eva Dahlbeck; Karl Stegger, Birgitte Price, Otto Brandenburg, Jesper Langberg, Ingolf David, Lone Lindorff; Benny Andersen, Povl Dissing
Spilletid: 274 min.
Selskab: Carlsen Film, Nordisk Film, Sandrews, Svenska Filminstitutet, 1967. Dagmar Film Produktion ApS, 1972; Dagmar Film Produktion ApS, 1975
Genre: Humor





banner
Overskrift Højre Block
The Tragedy Of M...
Seal Team (Netflix)
Don’t Look Up (N...
Encanto (Disney+)
Rumble (Paramount+)
Ron's Gone Wrong...
CODA (Apple+)
Swan Song (Apple+)
Spiderman: No Wa...
Cry Macho (HBO Max)



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...