Skriv en kommentar
Da Bush-administrationen tidligere på året sendte amerikanske tropper til Mellemøsten for at gøre klar til krig mod Irak, fik de bl. a. William Shakespeares ’Henry V’ med til at slå tiden ihjel. Det fortrød man siden bittert, da det kom frem, hvad Shakespeares stykke handler om.
Igennem storslåede kulisser og nærværende skuespil fortæller Kenneth Branagh historien om en engelsk konge, der går i krig for at lægge Frankrig for sine fødder. Branagh er selv instruktør og spiller hovedrollen som den ejekære og upålidelige kong Henry den femte. Venner som fjender er skeptiske. Hvori ligger den reelle nødvendighed af en krig mod nabolandet Frankrig? Kongen har svært ved at fremlægge de tungtvejende, afgørende argumenter men får alligevel sin krig. Lyder det bekendt? På den baggrund er det ikke svært at forestille sig, at det for Henry V både er en kamp mod sin egen indre moral, soldaternes svigtende ditto og en selvskabt fransk fjende med en hær, der er seks gange større. Aktualiteten er evident. Klimaks kommer ved det uundgåelige blodige slag ved franske Agincourt. Regnen slår ned i lårtykke stråler. Luften er tyk af dråber og pile. Scenen er et mudderbad i samme omfang som smatten ved Roskilde Festivalen 1991. Alle odds er imod den lille, trætte og tærkt udmarvede hær. Men hvad ingen forventer, bliver en faktisk realitet. Henry V får sin sejr og bliver dermed hersker af både England og Frankrig.
Siden ’Henry V’ havde premiere i 1989, har Verden fået ’Braveheart’ og ’Gladiator’. Det er da også tydeligt, at Mel Gibson og Ridley Scott har skelet til indeværende værk under produktionen af deres individuelt dygtigt udførte krigs memoranda. Alligevel står de to i skarp kontrast til ’Henry V’. Ikke mindst fordi ’Henry V’ vægter styrken i dialogerne. For det er jo en Shakespeare fortolkning, vi har med at gøre. Og dér har Branagh valgt at være tro mod femtenhundredetallets største skuespilforfatter, William Shakespeare. Dialogerne er indrammet efter klassisk Shakespearsk. Storladne strofer rammer solidt og virker som dygtige sparringspartnere til de blodige og, efter tidens standarder, imponerende krigsscener. Scenerne og dialogerne er perfekt timet og matchet. Funktionelt og betagende.
Skuespillerne går uimponerede til faddet og efterlader et indtryk af gejst og entusiasme. I en af slutscenerne, hvor Kenneth Branagh i skikkelse af Henry V gør kur til det franske prinsesse potentiale, Katherine (Emma Thompson), fornemmer man spilleglæden. Man fornemmer glimtet i øjet og smilet på læberne. Man fornemmer det daværende ægteskab mellem Kenneth Branagh og Emma Thompson udtrykt på det hvide lærred.
Skuespillet er i særklasse. ’Henry V’ er et studie i dygtig performance. Det er teaterskuespil tillempet skærmen og lærredet. Det er fremført med et ensemble af Englands absolut bedste. Profferne er samlet. Og det er helt til deres fortjeneste, at ’Henry V’ stadig kan anses som en sublimitet på filmmarkedet. Også en meget ung Christian Bale imponerer. Det var ham, der personificerede amerikanernes værste mareridt, Bret Easton Ellis’ Patrick Bateman i ’American Psycho’ fra årtusindeskiftet.
På andre områder er tiden løbet fra værket. Kampscenerne står langt fra mål med de muligheder, der i dag er for den slags. ’Braveheart’ har til dels vist vejen. Men både ’Gladiator’ og ’Ringenes Herre’ har vist prøvelser, der ligger på et langt højere niveau. Derved fornemmes det visuelle udtryk af ’Henry V’ i dag en kende sløvet og grumset. Magien er ganske enkelt ikke den samme. Der er mathed i hjørnerne, som påvirker helhedsindtrykket.
Som genfortolkning er ’Henry V’ stadig klassens bedste elev. Mange har gjort forsøg med at tillempe Shakespeare til lærredet. Nogle med mere held end andre. Af de mere heldige kan Baz Luhrmans ungdommeligt modige og hippe ’Romeo + Juliet’ fra 1996 anbefales.
Hvor ’Henry V’ for Kenneth Branagh var et karrierens absolutte højdepunkt, har han derefter ikke været i stand til at indfri forventningerne. Dog bør hans medvirken i Oliver Parkers ’Othello’ bemærkes. Ikke for dens værd men snarere fordi, det er endnu et Shakespeare stykke tillempet filmen. Denne gang med mindre heldigt resultat.
Når man så mange år efter den oprindelige premiere, beslutter at udsende produktionen på dvd, kan det undre, at man ikke har afset tid eller ressourcer til at gøre udgivelsen delikat for et købelystent publikum. Hvorfor skal man spises af med en enkelt trailer af filmen og, ganske vidst udførlige, filmografier for filmens fire hovedskuespillere? Hvad blev der af bag om kamerat optagelser, slettede scener, interviews osv.? Det er mangelfuldt og useriøst. Mere end to stjerner til samlingen er utopisk.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Criterion Film.
