Skriv en kommentar
At forsøge at behandle livets største spørgsmål i løbet af et par timers film, kan være en stor mundfuld. Utallige gange i årenes løb er et eller flere aspekter af dualiteten mellem liv og død blevet bearbejdet, men det er sjældent en film omfavner flere sider på én gang, for at nå frem til en særlig pointe. Hereafter giver et indtryk af at være et sådant projekt, men den skuffer. Måske fordi, at lige gyldigt hvor mange afhandlinger, film, bøger eller andet, der laves, er der en ting, der er sikkert: livet og døden er adskilt af en grænse så stærk, at ingen kender til begge sider på én gang.
Nogle fænomener gør op med grænsen mellem liv og død; fænomener som Eastwood bruger som udgangspunkt for Hereafter. Det første fænomen, clairvoyancen, møder vi via George (Matt Damon), der (på ganske traditionel vis) kan tale med de døde. Han er dog ikke glad for sin ’gave’. For hvordan kan man føre et liv, hvis man kender til dødens hemmeligheder? George er ensom og misforstået.
Et andet fænomen, både kendt fra lægevidenskaben og andetsteds, er når folk ’ser lyset for enden af tunnellen’, men genoplives inden de når for langt. Den smukke og populære tv-vært Marie (Cécile de France) er få lysbølger fra at nå dette lys, da hun bliver offer for en tsunami og reddes i sidste øjeblik. Hjemme i Frankrig kan hun dog ikke få sit liv til at hænge sammen igen; hun så et eller andet i de sekunder hun var døden nær. Hvad var det? Behovet for at finde svar gør Marie ude af stand til at pleje sit arbejde, sine gamle interesser og sine venskaber.
Det sidste fænomen som Eastwood tager udgangspunkt i er selve tabet af nær bekendt. Følelsen af ikke at kunne give slip, men at kunne mærke personens nærvær, selv efter døden. Dette sker for en engelsk dreng (dårligt spillet af debutanten George McLaren), der kæmper for at finde nogen, der kan sætte ham i kontakt med sin afdøde slægtning.
Filmens ide er sådan set passende til en multiplotfilm. Man behøver ikke være dramaturgiprofessor for at indse, at alle tre hovedpersoner i hinanden kan finde forståelse og svar på de spørgsmål, de hver især plages af. Men filmens potentiale bliver misbrugt på det skammeligste af manuskriptforfatter Peter Morgan.
For historiernes forbindelse mangler fuldstændig, og de er ikke stærke til at stå alene hver især. Som resultat bliver filmen aldrig interessant. Uden at yde indflydelse på hinanden kan historierne ikke åbne op for de spændende problemstillinger, men kun byde på en række socialrealistiske problemer. Dette fører til et væld af dårlige og ligegyldige scener, der skal fortælle os ting, vi allerede godt ved. Filmens begyndelse er et godt eksempel, da ligegyldiggør stort set resten af Georges historie. Han overtales af sin bror til at lave en sidste session med en af brorens klienter. George beklager sig, og vi forstår (efter 5 minutter), hvad hans problem grundlæggende er. Alligevel får vi den samme information ca. 10 gange mere: han kan ikke forelske sig, han kan ikke få et job, etc. etc. Da hans personlige udvikling endelig rykker sig, har man næsten mistet interessen, og filmen slutter.
De tre historier mangler derfor en udvikling, der gør idegrundlaget interessant. Først ved filmens slutning ændrer den sig, men det er alt for sent og al potentiel spænding forbliver uforløst. Nogle gange udvikles plottet i Hollywoodfilm for hurtigt og destruerer enhver karakterudvikling, men i Hereafter træder Eastwood vande og kommer ingen vegne.
Lad der ikke herske nogen tvivl om, at det er nogle interessante spørgsmål filmen forsøger at rejse. Men de besvares slet ikke, og man sidder grundlæggende og er i tvivl om, hvad filmen egentlig handler om. Hvad den prøver at fortælle? At vi alle skal dø, og at vi ikke ved, hvad der skal ske bagefter? Tak, det vidste vi godt i forvejen. Den bliver en mellemting af et forsøg på at bryde grænsen mellem liv og død, og samtidig brygge dramaer og dilemmaer på dødens skræmmende fremmedhed fra en socialrealistisk kant. Resultatet er usammenhængende, banalt og dybt skuffende.
Filmens gennemsnitlighed skyldes dog også en mangel på nerve og visuel kongruens. En stor styrke i tidligere Eastwood-film var de stilfaste og intense miljøskildringer, der gav følelsen af at træde ind i en verden, hvor hvert billede og hver scene var gennemsyret af en bestemt kulturel stemning. Især det fordomsfulde og racetyngede forstadsmiljø i Gran Torino eller den lille by i Mystic River var imponerende. Selv den svage Invictus holdt en klar sportsfilmsstemning med et fint afrikansk aftryk og en sikker pathosstil, der fik tårerne frem og lokkede undertegnede til at give en stjerne mere end filmen egentlig fortjente. Hereafter forfalder til halvflotte billeder af Paris og en svingende filmisk stil, der – sammen med en til tider ulidelig lydside – er med til at forværre et i forvejen svagt manuskript.
Damon og hans kvindelige modstykke Bryce Dallas Howard spiller godt. Filmen har da også nogle morsomme lyspunkter, som en morsom kok til et madlavningskursus, og nogle falske clairvoyante. Også effekterne er godkendte; tsunamien i starten af filmen er flot. Men de gode komponenter overskygges af de svage. Det bliver spændende at se om Clint’en kan komme igen - hans formkurve er mildest talt nedadgående.
