Skriv en kommentar
Hovedpersonen og dommeren, Michel Racine (Fabrice Luchini) gør sin entré iført rød kappe, når han træder ind i retssalen, hvor han er ”monsieur le président”, overdommeren. Det er næsten som om, at han usynligt citerer Shakespeare’s berømte citat: ”All the world’s a stage, and all the men and women merely players: they have their exits and their entrances” og eftersom dommeren er iført en rød kappe med hvid krave, så vil det passe, hvis han sluttede citatet af med ”and I am the king!” med tryk på udråbstegnet, idet han trådte ind i retssalen.
Udenfor retssalen går Michel Racine i ét med de grå fliser på fortovet. Hans tøj er gråt. Det eneste som lyser op er hans røde halstørklæde. Han er fraskilt. Konen bor i huset, og han bor på hotelværelse. Han får husholdersken til at samle æbler til ham fra haven. I al sin ensomhed sidder han på hotelværelset og indtager på gammeldagsmanér æble med en kniv.
Idet han træder indenfor retssalens fire vægge og sætter sig i midten omgivet af de andre dommere, nævninge, transformeres han til den veltalende og frygtindgydende overdommer. Alle de andre dommere og nævninge både bagtaler ham og respektér ham. Han er berygtet som den ’to cifrede dommer’, som aldrig giver domme på under 10 år.
Da vi møder ham for første gang i cour D’Assises i Nordfrankrig, er han er forkølet og har fået pådraget sig en influenza. Han skal i gang med en stor retssag, hvor en ung fader er tiltalt for at have sparket sin lille datter ihjel. Retssagen trækker ud. På jurybænken dukker pludselig en kvindelige læge op, som for år tilbage opererede ham. Hun holdte ham i hånden, når hun tilså ham og de andre patienter. Det har han aldrig glemt og en dyb, inderlig kærlighed til hende voksede i ham. Den genoplives i et smukt, poetisk gensyn i og udenfor retssalen med en underliggende melankoli.
Den franske Instruktør Christian Vincent har skabt en lille poetisk, socialrealistisk teaterscene i Cour D’Assises (Nordfrankrig), som giver associationer til Ken Loach film, særligt brugen af amatør-skuespillere. Den fjerde væg er i ordets bogstavelige forstand væk og vi ser ’rigtige’ mennesker, som på tragisk vis lider og taler for deres liv.
Som en fransk anmelder har skrevet, så er ”L’Hérmine” en ”clair obscur touchant et subtile”, og falder fint i tråd med Vincents andre film bl.a. ”Les Saveaurs du palais”, 2012 og ”La Discrète”, 1990, hvor Fabrice Luchini har hovedrollen, og som har været med til at forme hans videre færten i skuespillets arena.
Undertegnede anmelder synes nu, at Fabrice Luchinis karakter i ”L’Hérmine” overskygger de andre skuespilpræsentationer. Han bærer næsten den røde l'´hérmine dommerkappe for perfekt.
