Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Hvad skal man bruge en gyserfilm til, hvis den ikke er det mindste uhyggelig? Når så såvel plot, effekter og skuespil er helt til rotterne, ja, så er der ikke meget at komme efter. Der er absolut intet nyskabende ved ”Hide and Seek”, alt er set før og tilmed så meget bedre.
Psykologen David Callaway flytter på landet med sin lille datter Emily efter hans kone har begået selvmord. Den lille familie er traumatiseret, og ikke mindst tager moderens dødsfald meget hårdt på datteren. Emily vil ikke lege med andre børn og taler ikke en gang med sin far. Hun trækker sig ind i sin egen verden, men der kommer håb forude, da hun får sig en ven i Charlie. Desværre er Charlie usynlig, og faderen tror hun bruger sin nye ven som påskud for at komme ud med sine følelser. Efterhånden begynder der at ske mystiske ting i det store hus. Der bliver efterladt mærkelige beskeder på væggene, og Charlies effekt på Emily bliver mere og mere foruroligende. Hun bliver næsten dæmonisk og skaber endnu mere afstand til sine omgivelser. Imens forsøger faderen desperat at nå ind til hende og måske finde ud af hvem der er ude efter ham og Emily.
Titlen ”Hide and Seek” hentyder til datterens yndlingsleg; gemme. ”Come out, come out, where ever you are.” Disse scener er substansen i det der skal skabe uhyggen, men det har en alt for lille rolle I filmen til at have effekt eller betydning. Som udgangspunkt er børn i gyserfilm bare uhyggelige, og Dakota Fanning, der spiller den lille pige, er da også filmens eneste lyspunkt. Men gimmicken med uhyggelige børn er som sagt set så utroligt mange gange før, og gjort så ufatteligt meget bedre. Man gider ikke længere det der med Bøh, bøh, bøh og så vender skuden lige 180 grader og der råbes ” nå, det havde du nok ikke regnet med?” Især ikke når der som her, er brugt så ufatteligt lidt energi på at skabe bare lidt mystik i plottet. Den drevne seer vil lægge to og to sammen efter den første halve time, og galleriet med dybt utroværdige og ligegyldige bipersoner er simpelthen for tåbeligt. Den mystiske Sherif, naboen, der har et kærligt øje til datteren, den nye kvinde i mandens liv etc. Det bliver aldrig godt i ”Hide and Seek” og derfor føler man sig godt og grundigt snydt, når rulleteksterne triller hen over skærmen. En fem-årig besidder sandsynligvis mere fantasi end der er blevet lagt i manuskriptet her. Man tror den er sikker, fordi man af uransagelige grunde har kunnet overbevise Robert De Niro om at spille med i filmen. Men nej, en stjerne gør ingen film, og ”Hide and Seek” har så mange mangler at det ville være for tidskrævende at remse dem alle op.
Under alle omstændigheder er filmen ubrugelig som både gys og dramatisk underholdning. Den er en komplet ligegyldig tilføjelse til gysergenren, der ellers har fået sig en dejlig revival med blandt andet indtoget fra Asien. Der er ganske enkelt intet at komme efter i denne film, ikke een gang var man i tvivl om forudsigelighederne der stod i kø, og ikke een eneste gang hoppede man bare lidt i sædet af skræk. Det var da det mindste man kunne forlange af en gyserfilm, at den var skræmmende, men nej, ikke ”Hide and Seek”. John Polson, der har instrueret makværket, har ganske enkelt formået at genopfinde genren, og skabt en gyserfilm, der er kedelig og frem for alt – ikke uhyggelig.
Anmeldelsen afsluttes med:
Filmen er venligst stillet til rådighed af
SF/Fox.
