Skriv en kommentar
Det blev da også netop Kristoffer Joner, der stjal billedet – i hvert fald for et par minutter – onsdag aften ved Copenhagen International Film Festivals prisuddeling i Imperial. Han havde netop vundet en gylden svane for sin præstation i ’Himmelfald’. Og det er ganske fortjent. Han giver rollen som den ukuelige, elskelige og omsorgsfulde Reidar et uforglemmeligt udtryk. Men Joner er ikke den eneste stjerne i solsystemet. Med sig har han den smukke Maria Bonnevie i rollen som Juni (og rundt om de to kredser andre store stjerner i skikkelse af Kim Bodnia, Hildegun Riise og Gitte Rio Jørgensen).
Begge bor de på den psykiatriske institution i Sollihøgda, hvis daglige leder er den impotente psykiater, Johannes, der for så vidt har nok i sine egne problemer men alligevel er i stand til at hjælpe patienterne på stedet til et bedre liv. Johannes giver i øvrigt et nydeligt gensyn til en altid indlevende Kim Bodnia. Reidars største frygt er at få en meteor i hovedet (derfor filmens titel). Juni vil allerhelst slutte sit liv og gør da også et hæderligt forsøg. Uden for institutionen er der Reidars hjælpeløse mor, der mener at det nok skal gå alt sammen, så længe man bevæger sig – en fod af gangen, den ene foran den anden. Der er den smålurvede taxachauffør, Thomas, der drømmer om en karriere med uniform og blå blink, en, ikke altid, reglementeret påklædt burmeser på flugt fra politiet – han mangler en opholdstilladelse, en sexhungrende Vigdis, der tager sit socialarbejde meget alvorligt og i øvrigt deler seng med Johannes. Og så er der den naive Siw. Hun passer tanken på benzinstationen. Tanken er ikke tyveriforsikret. Til gengæld er den brandforsikret. Og det skal nok få en betydning for hende på den ene eller den anden måde. Alle er de aktører i hinandens liv og deler hinandens skæbner. Hinandens liv. Hinandens nedture og opture. Og det er i virkeligheden det, filmen handler om. Med sit meget kompakte manuskript er ’Himmelfald’ en kærlig og varm historie om alle Verdens store problemer – frosset ned i et lille lokalsamfund i Norge. Det handler om afsavn og afhængighed, om ensomhed og venskab og om kærlighed. Og heri finder vi filmens lune og håbefulde budskab. For det er jo lige så meget et billede af drømme og håb.
’Himmelfald’ er varm og uforglemmelig – en sær lille størrelse, der i kraft af et vidunderligt manuskript, har hjertet på rette sted. Personerne er alle utilpassede i samfundet i et liv, der ikke helt fungerer efter hensigten. Men filmen trækker dem op i en frydefuld atmosfære, der lover, at det nok skal gå alt sammmen. Der er en ny dag i morgen. Og så længe vi har hinanden. En herlig skæbnefortælling og uden tvivl en af de bedste norske produktioner i mange, mange år.
Men det er da også et stærkt hold, der puster liv i de skæve eksistenser. Mest bemærkelsesværdig er nok Gitte Rio Jørgensen. Det er hende, der spiller fru Ruud. Og det gør hun overraskende godt. Som den hjælpeløse, stædige og – ifølge hende selv – uafhængige fru Ruud er hun pragtfuld. Og det er imponerende. For det er faktisk hendes første optræden på det store lærred. Hvem havde troet det? Alle er fantastiske i denne lille perle om alverdens dårligheder, der er kogt ned til et lille provinshul i Norge. Andedammens egen Kim Bodnia er altid et studie i indlevelse og ekspertise i menneskets psyke. Det sås i Nicolas Winding Refns stærke og uforsonlige ’Pusher’ og ’Bleeder’. Og det ses også i ’Himmelfald’. Maria Bonnevie og Kristoffer Joner er de to glimtende stjerner i solsystemet. Men uden om dem kredser andre og lige så store stjerner. Det ser man først, når man kommer helt tæt på.
Siden ’Elling’ for et par år siden fik smilet frem hos de fleste danskere, har den norske filmproduktion været inde i en opadgående kurve. Og der er da gudskelov intet, der tyder på, at det er en tendens, der vil ændre sig. Bid lige mærke i konkurrencefilmene på den netop afsluttede Copenhagen International Film Festival. Fjorten film hvoraf de to var norske. Der er den originale og kløgtigt udtænkte ’Salmer fra køkkenet’. Et smukt eksempel på hvor gode manuskripter nordmændene kan præstere. Og så er der selvfølgelig ’Himmelfald’, der har samme høje niveau. Begge tegner de den fremtid, et filmens Norge nu går i møde. Held og lykke på rejsen. Lad den vare længe.
’Livet er et kort sekund’ nynner fru Ruud sig flere gange igennem i løbet af filmen. Og lige nøjagtig den linje har man lyst til at nynne videre efter at have set ’Himmelfald’. For det føles på ingen måde som om, den varer længere end ’et kort sekund’. Efter halvfems minutter i selskab med Reidar og Juni er man slet ikke klar til at tage afsked med dem endnu. Man vil fastholdes i nuet, kende til deres videre skæbne. Det får vi ikke lov til. Men vi får et fingerpeg om, hvordan det kommer til at gå de to.
