Skriv en kommentar
I 1818 skrev Mary Shelley bogen om Frankensteins monster. Det er fortællingen om mennesket der legede gud og skabte et menneske. Lige siden har denne form for fortælling fascineret os. Aleksander Bach genindspiller en film om et moderne menneskeskabt monster. Monsterets uhyggelige udseende er, blevet skiftet ud med et figursyet jakkesæt og et blodrødt slips. Det monstrøse findes ikke længere udenpå, men kan derimod findes indvendigt.
Frankensteins monster er nemlig skiftet ud med en genmanipuleret massemorder, der ikke er i stand til at føle følelser, som frygt eller empati. Det er et menneske, der er skabt til et formål: at dræbe.
Faktisk er der skabt mere end et menneske, med disse evner. Disse specialudviklede mennesker, kaldes agenter. De blev udviklet i løbet af den kolde krig, men da det gik op for den videnskabsmand, der stod bag programmet, at det ikke var moralsk forsvarligt, flygtede han. En gruppe, der kalder sig for Syndikatet, forsøger nu at finde videnskabsmanden, så han kan hjælpe dem, med at skabe en hær af agenter.
For at finde videnskabsmanen, må Syndikatet finde Katia (Hannah Ware), der er den eneste, der kan finde ham. Heldigvis, for Katia, er der blevet sat en agent ind for at stoppe Syndikatet. Agent 47 (Rupert Friend) hedder han. Opkaldt efter de to sidste cifre på den stregkode, der sidder i nakken på ham. Det bliver til en actionspækket jagt om hvem, der finder Katia først.
Sidder du og føler at dette plot ikke lyder videre originalt, så vil jeg give dig ret. Det er et plot, der er set tunsind gange før. I det hele taget er Hitman: Agent 47 en film, der er fyldt med klicheer. For eksempel er moralen at man ikke er født til en bestemt handling, men man vælger selv sine handlinger og det er handlingerne, der definerer hvem man er. En morale, der er blevet brugt uendeligt mange gange i Hollywood-regi. Samtidig bliver denne morale skåret så meget ud i pap, at det virker som om, at folkene bag filmen føler, at de selv har fundet på moralen.
Hvor der generelt i dialog og plot er forudsigelige og generelt klichefyldt, så fungerer actionscenerne ret godt. Her bliver farverne brugt godt. Det er en god blanding af sort, hvid og grå, der bliver brudt af det røde slips og håndlangernes blod.
Actionscenerne sender samtidig en hilsen til Hitmans oprindelse, nemlig som computerspil. De er bygget op som baner, hvor man skal trykke på de rigtige knapper, på de rigtige tidspunkter for at komme videre til næste level. Disse spillignende sekvenser er lavet så levende, at jeg tog mig selv i at sidde med en usynlig controller i hånden under. Men det er også scenernes svaghed. For man ville næsten ønske at man kunne spille dem selv, frem for at se dem udspille sig for en.
Ideen bag Hitman: Agent 47 er meget god. Det her menneske, der er skabt til at dræbe. Et menneske, der er trænet i at kunne tænke flere træk foran sine fjender. Problemet er bare at de fleste af de bad ass ting, som han gør hovedsageligt bygger på held, frem for evner. Det underminerer selve lejemorder-delen, hvor Agent 47 skal snige sig fra fjende til fjende, for på den måde at kunne rykke hurtigere fra action frekvens til action frekvens. På den måde forsvinder en del af dybden i karakteren også. Han bliver mere en form for tank, der bare sprænger sig ind til fjenden og så håber på det bedste.
Agent 47 forbliver en kedelig karakter, der kun får nogle få sekunder til at tænke over sin egen eksistens, før han bliver sendt ind i en ny skudduel. Han er ikke særlig meget i tvivl om sit eksistensgrundlag. Han er skabt til at dræbe. That’s it. Agent 47 bliver altså ikke meget mere end et lidt kedeligt monster, forsøgt forklædt med et flot jakkesæt.
Hitman: Agent 47 er en genstart på Hitman fortællingen, men den tilføjer ikke rigtig noget nyt til karakteren. Man får bare et kedeligt monster og en handling, der kører så hurtigt at sammenhængskræften har svært ved at følge med. Til gengæld får man nogle æstetisk flotte actionscener.
