Skriv en kommentar
Mojn
Da jeg havde set den meget billedrige film Hjem Kære Hjem af Frelle Petersen, kom jeg til at tænke på den totalt glemte sønderjyske forfatter Gynther Hansen (1930-2014) med opvækst nær Aabenraa, som når han i bogen ”Stemmer fra Provinsen” kan finde på at skrive om egnens perler – som f.eks. HØKERKONEN: ”Tja, hvor længe har jeg kendt Jørgen, det er efterhånden mange år, jeg har kendt ham allerede, da han havde smedjen lidt længere oppe på vejen, men så gik han fallit, og det må vel være femten siden, og efter den tid boede de, ja, han var gift anden gang, allerede da de flyttede hertil, men hans anden kone døde nogle år før ham, og nu er han også skredet. Jeg var i grunden rigtig skidt tilpas den dag, han skulle begraves, og jeg sagde til min mand: Ved du hvad, jeg er så forkølet, så jeg knap nok kan hænge sammen, jeg har lyst til at blive hjemme fra begravelsen, men det ville han ikke give lov til. Hvad tror du ikke folk vil sige, sagde han, som forretningsfolk er vi nødt til at gå med, når det er vore kunder og så oven i købet vor nærmeste nabo, så derfor gik jeg med alligevel og hvad skidt det man skal, det kan man jo også”…..
Høkerkonen kunne sagtens havde været en eneboer i filmen, som hjemmehjælperen Sofie skulle have med på sin rute i sit sønderjyske distrikt.
Vi følger fra starten den 32-årige fraskilte Sofie med en datter på 10 år med på første dagen, hvor vi i et hjem kun i længere tid ser de blå ”futter” og hører om beboerens interesse på puslespil med 3000 brikker, og at hun selv har smurt kopattesalve på det åbne sår - Jeg ved, det er det eneste, der hjælper. Derefter følger vi med hende rundt til egnens stemmer – det gælder én, der helst ser krimi på tv-Charlie, én, der helst spiser flødekarameller, én, der samler på dåser, én, med dyrker en grillbar på Hovedgaden med Jumbo-Burger, og for ikke at glemme ”Onkel” som nu skal vendes flere gange i sengen. Så forskellige smukke stemmer fra Provinsen, som gør hverdagslivet enkelt og mentalt smukt og nærværende. Og Sofie ved, hun kun har 25 minutter til hver person til opvask uden aftørring, vask, færdigmad i mikroovn, ja, toiletbesøg. Og så til én, som så gerne vil have et spejlæg. Når der er ro i stuen, hører vi kun uret tikke. Og selvfølgelig kan Sofie ikke sige nej til en ekstravagt, da en kollega svigter chefen – og Sofie må også bytte dage væk med datteren. Selvfølgelig.
Men Sofie, som spilles nærtagende og ansvarligt af Jette Søndergaard, gør det ikke nemt for sig selv – ved at være mere end pligtopfyldende – og må skælde sin dovne kollega ud, som ikke har gidet at tørre røv på en sengeliggende – som derved har ligget i sit eget lort måske en ½ dag – og jeg blev helt overrasket over at se Sofie skælde ham ud – og han bare tørrer hende af ved at sige: ”Jeg havde ikke tid”. Og mere ramt bliver Sofie, da hun får en klage fra en datter til en beboer, som skrigende raser over den elendigste hjemmehjælper mor har haft og hun skriftligt henvender sig til kommunen. Vi ser, smukt ude fra den samtale Sofie har med sin chef – uden lyd. Men den sviger i hende – hun gør mere end hun skal og alligevel klages der – fra én som lever for at klage og være utilfreds.
Sofie er også med datteren, Claras (Mimi Bræmmer Dueholm) hverdagsliv med gymnastik og spring – og en eksmand, som pludselig har fået en idé med at have hende i tre uger og en tur til Gran Canaria i påsken. Så mange hændelser ramler pludselig Sofie med kritik gennem chefen og Clara som pludselig bliver tættere på eksmanden, så hun planlægger at sige op – og ikke nok med det, hun har ikke lyst til at tage med til gymnastikopvisning, hvor Clara skal præstere sit yderste ved spring i flot spraglet dragt. Her får hun hjælp fra en beboer – som siger til hende:Da jeg var ved at blive skilt, skulle min datter have sin studentereksamenshue på – og jeg nægtede at deltage. Det har jeg fortrudt lige siden.
Måske møder hun op? En hjertevarm film om omsorg og afsavn og stemmer fra provinsen.
