Skriv en kommentar
1995: Otis (Jupe) er 12 år og bor med sin temperamentsfulde far, James (Labeouf), på et motel ude midt i ingenting. Om dagen er han på film-optagelse, og resten af tiden er en emotionel rutchebane, alt efter hvor opfarende hans far er overfor ham.
2005: Otis (Hedges) bliver anholdt efter at have kørt galt i beruset tilstand, og bliver tvunget til et ti ugers ophold på en afvænnings-klinik, hvor han finder ud af at han lider af PTSD pga. hans fars temperament og 'opdragelse'.
Shia Labeouf i rollen som hans egen far er tilpas beundringsværdig og mærkelig på samme tid. Det må trods alt være en ret speciel og terapeutisk oplevelse at spille den mand der har givet en selv store ar på sjælen. Rollen som den komplekse og arrige Jeff har også givet Labeouf meget ros på vejen, og da filmen fik premiere på dette års Sundance var det til et stående bifald og modtagelse af en Special Jury Award. Labeouf viser ikke kun hans talent som skuespiller i denne film, men også hvor meget han er vokset som person og ikke mindst manuskriptforfatter. Når man kigger tilbage på alle skandalerne, og den mærkelige opførsel han ofte påtog sig overfor medierne førhen, giver det også pludselig mening, at det var en ung mand med en masse smerte på sjælen.
Den unge Noah Jupe skal bestemt også have nogle pæne ord med på vejen, for at fremføre rollen som den viljestærke men også blide Otis. Man har tidligere set Jupe i A Quiet Place (2018). Hans rolle i Honey Boy har givet ham en masse pris-nomineringer til diverse filmfestivaller, og hans fremtid i branchen virker lovende efter hans portræt af den lidende Otis.
Lucas Hedges gør det som altid fantastisk. Der er en god grund til at der er rift om denne unge skuespiller, og han gør det enormt overbevisende som Otis, der lider af PTSD og har svære ambivalente følelser om at få behandlet hans fortid og forhold til hans far. Mange vil nok genkende Hedges fra dramaet Manchester by the Sea (2016), der virkelig slog hans navn fast.
Labeouf har dog ikke valgt at instruere dramaet selv, men har givet opgaven til Alma Har'el, som han tidligere har arbejdet sammen med på filmen LoveTrue (2016). Dette er hendes første fiktions-spillefilm, og stilen er rå, indie og romantisk. Mikset af de to tidslinjer i filmen er ikke noget man tænker alt for meget over, og er derfor særdeles vellykket.
Filmen er et rørende drama, der handler om en dreng som kæmper med at få et reelt far/søn forhold til hans egen far, hvilket kan være svært når ens far er en voldelig eks-soldat, temperamentsfuld rodeoklovn, og ikke mindst en dømt sex-forbryder med alkoholiske tendenser. Det er hjerteskærende at se den unge Otis kæmpe så hårdt for en umulig kamp, der ultimativt må ende med dybe ar på sjælen. Honey Boy er som sådan en coming-of-age film, men hvor man i den gængse genre-film ser hovedpersonen tumle sin vej ind i den voksne verden, skal Otis bearbejde et traume og stoppe sin destruktive adfærd, for at bevæge sig videre i livet.
Man får fornyet respekt for Shia Labeouf som person, når man i forvejen ved hvor mange børneskuespillere der falder i svinget og går ned med flaget.
Filmen er med sine 94 minutter tilpas kort, for så meget sker der nu heller ikke i selve historien. Det er et medrivende drama, ja, men filmen ender brat og åben, og man er i tvivl om Otis nu også har nået sit mål og har accepteret sit forhold til sin far. Det er selvfølgelig ikke en solstrålehistorie, men et endeligt punktum havde været rart for seeren. Det er spændende og beundringsværdigt at se et personligt psykologisk projekt fra en så kendt skuespiller, men der er ikke helt nok kød på fortællingen, og det føles som om han ikke fortæller hele historien, og at der generelt mangler lidt mere momentum.
