Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Hver indstilling er et maleri, et kunstfoto – et kunstværk. Og filmens tempo er tid som forandring, udvikling, liv. Den tyrkiske instruktør Semih Kaplanoglu har skabt et enestående værk.
Drengen Yusuf (Bora Atlas) bor med sin far og mor i et isoleret bjergområde i Tyrkiet. Hver dag traver han i skole, hvor han forgæves forsøger at læse højt. Men det bliver kun til stammen. Derhjemme siger han heller ikke meget, men når Yusuf hvisker, når faderen og han hinanden. ”Drømme skal man hviske”, siger faderen, Yakup (Erdal Besikcioglu). Men han siger også, at drømme fortæller man ikke til nogen. Der er da heller ikke mange ord i familien, men man fornemmer stor varme de tre mennesker imellem. Faderen vandrer ud i skovene, hvor han røgter sine bistader oppe i trækronerne. I weekenderne kan Yusuf tage med, og så hvisker far og søn om blomsterne, men mest er de tavse sammen.
Filmen er som man kan forstå ikke rig på handling, men flyder over af stemning, indføling og er en stor hyldest til de eksistenser der når hinanden og naturen uden mange ord. Det var samme tematik i det svenske mesterværk ”Man tænker sit” (2009), men dér i det senmoderne samfund er det en fatal livsindstilling. I ”Honning” er samfundet knap moderne. Men derfor står tiden dog ikke stille. Tværtimod fortælles om en dreng der modnes for til sidst at kunne vandre ind i de store skove for ikke blot at konfronteres med sin døde far, men vel også for med tiden at kunne høste den søde honning, som faderen var en mester i at gøre det. Eller måske, hvem ved, at kunne høste honning et helt andet sted, i en ny tid.
Filmens åbningssekvens er emblematisk for film og tematik. Faderen dukker op imellem skovens træer. Roligt undersøger han træerne for til sidst at udvælge det træ, hvor bierne er. Han kaster et tov op i træet og hiver sig op af stammen. Grenen knækker næsten og faderen er nu fastholdt mellem himmel og jord - filmen igennem. En basal udspænden mellem liv og død overbevisende udtrykt i mesterlige åbnings-billeder. Dette fortælle-niveau holdes filmen igennem.
Dybden i billederne opstår ikke mindst i mødet med reallydene der ikke er erstatning for ord og musik, men udgør en fabelagtig dimension som man som regel helt glemmer er en enestående mulighed i film pga ordenes og musikkens ”larmen”. I ”Honning” er der næsten ingen ord og slet ingen musik, score.
Nok er fortællingen banal, men den er også eventyrlig og mytisk på en sådan måde, at basale eksistentialer åbenlyst og værdifuldt sættes i spil. Hvor mange film formår at spille så højt og så grundlæggende et spil så overbevisende i dag!?
”Honning” vandt velfortjent Guldbjørnen ved Berlin-festivalen 2010.
Iøvrigt er denne film i den grad en bluray-udgivelse værdig!
Der er desværre intet ekstramateriale på DVD-en.
