Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Da den journaliststuderende Matt Buckner uberettiget bliver smidt ud fra Harvard universitetet for sin roommates (rigmandssønnen Van Holden) kokainmisbrug, vælger han at benytte lejligheden til at besøge sin søster og dennes mand i London. Via mandens bror Pete bliver han introduceret for engelsk fodbold og den berygtede hooliganisme med dens svulstige slagsange og blodige gadekampe. Matt bliver øjeblikkelig fascineret og opslugt af det stærke fællesskab der står i stæk kontrast til hans oplevelser på Harvard. Trods mistro fra den dystre Bover, der ikke stoler på udefrakommende - og da slet ikke amerikanske journaliststuderende - knytter Matt stærke bånd til både Pete og resten af gruppen og efter et internt opgør kan de alle stå skulder ved skulder i det afgørende slag mod ærkerivalerne fra Millwall. Herefter kan Matt vender sejrrig tilbage til USA hvor hans nyvundne kræfter og selvtillid, hjælper ham til hævn over den tidligere roommate.
Hooligans er instrueret af den tyske instruktør og kickboxer Lexi Alexander og med sidstnævnte profession in mente giver det (måske) en vis mening, at opsummere filmens åbenlyse budskab i dens engelske tagline: Stand Your Ground And Fight. For nok viser filmen at volden kan have sine konsekvenser, såsom et 12årigt barns død, men at den kan være nødvendig nogle gange bliver der ikke lagt skjul på. Som Matt forklare i den afsluttende voice-over:
”Pete Dunhams liv lærte mig, at man skal forsvare sig. Hans død at man nogle gange skal trække sig. Jeg nåede aldrig at takke ham. Men jeg kan ære ham med mit liv!”
Sidste sætning giver jo unægteligt genklang til Spielbergs Saving Private Ryan, hvor Tom Hanks på sit dødsleje formaner Private Ryan om, at han skal gøre sig fortjent til sit liv. For en mand som undertegnede der har levet et trygt og krigsløst liv er det nemt at kalde den slags scener i film for svulstige og lettere kvalmefremkaldende, men i Spielbergs blodige krigsdrama giver det rent faktisk mening. Samme mening er dog straks vanskeligere at få øje på i en film der grundlæggende handler om en meget lille gruppe mennesker der får et adrenalinkick ud af at slås.
Men naturligvis har Matt Buckner ret. Også i det små gælder det om at kæmpe de rigtige kampe og naturligvis fortjener han sin hævn over den forkælede Van Holden. Men når man lige har set en større gruppe unge slå hinanden til mos over nogle latterlige og forkvaklede æresbegreber, er det altså svært at sluge den afsluttende sekvens hvor Matt går sejrrig ned at gaden medens han synger hooligangruppens slagsang. Faktisk virker det alt for svulstigt og lettere kvalmefremkaldende.
Men hvor filmens indhold fejler fungere formen på mange områder fint. Den afdæmpede og blåtonede farveskala er en fryd for øjet og slagsmålene herligt blodige, stramt klippet og flot koreograferede. Holdet af engelske skuespillere (heraf enkelte faktiske hooligans) gør det perfekt og i rollen som Matt er den lille Elijah faktisk fin. At han stadig har en kamp foran sig, for helt at få klippet navlestrengen til alter egoet Frodo Baggins er selvfølgelig en selvfølge – men at det er en kamp han med tiden vil vinde er jeg ikke i tvivl om. Stand Your Ground And Fight Frodo!
Massehysteriet og den forførende fællesskabsfølelse i hooliganmiljøet (samt rockermiljøet, nazismen, BZ-bevægelsen og så mange andre fraktioner) er et skræmmende og fascinerende emne der dog er langt bedre beskrevet i den engelske I.D. fra 1995 hvori en undercoverbetjent bliver opslugt af det miljø han er sat til at infiltrerer. Filmen Football Factory landede i de danske biografer tilbage i 2004 og uden at have set den endnu, gætter jeg på at den højst sansyndeligt er et langt bedre valg end Hooligans, hvis man gerne vil vide lidt mere om emnet. Og hvis Romper Stomper fra 1992 med Russel Crowe som australsk skinhead kunne slås i hartkorn med 80’ernes fjollede bandefilm og på dansk komme til at hedde Årgang 93, så bør Hooligans i det mindste kunne smykke sig med titlen Årgang 06 – hvilket ikke er ublandet positivt.
Tre stjerner skal gå til kickboxeren Lexi Alexanders underlige blanding af krigsfilmromantik og bande-ballade der trods et pacifistisk røgslør, lugter lidt af en hvervekampagne for instruktørens tidligere klub - hooligangruppen Mannheim City Boys.
Al yderligere sofabordsfilosofi overlades hermed til sofagrupperne …
Og så en advarsel: Modsat af hvad en del salgsannoncer jeg har set fortæller, indeholder Hooligans DVD’en intet ekstramateriale udover en trailer. Det gives der ingen stjerner for og det er i den gad synd og skam. Dels da man nu ved at der rent faktisk er lavet en smule ekstramateriale til filmen, men i særdeleshed da jeg meget gerne ville have hørt både Elijah Wood og Lexi Alexander fortælle om deres syn på historien. Too bad!
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
