Skriv en kommentar
Ifølge en myte er den eneste måde at tæmme elefanter på at binde et reb om deres testikler. Når man så siger ”hop”, ja så hopper de.
Den 13-årige Justin (Kalomba Mboyi) og hans far er illegale invandrere fra Burundi. De bor i Belgien, men det er over 4 år siden, at deres opholdstilladelse udløb.
En aften kommer den ellers fredelige far og søn i cambolage med deres småracistiske nabo, der ender med at smide deres tv ud af vinduet, fordi de snylter på hans antenneopkobling.
Tv'et rammer en parkeret bil på gaden, og Justin og hans far tager flugten fra politiet. Kun Justin slipper væk ved at hoppe ind i en grisetransport, mens far slæbes med på stationen, og nu ser det sort ud.
Situationen ligner elefanttæmmernes greb om elefantens nosser. Nu er det bare de ubarmhjertige samaritanere i skikkelsen af myndighederne, der har fat i den anden ende af rebet.
Men der er håb. Chaufføren af den grisetransport, som Justin har søgt tilflugt i, viser sig at være en gammel anarkist og politisk aktivist ved navn Frans (Jan Declair). "En følsom idiot" kalder han sig selv. For selvfølgelig kan han ikke stå for den ulykkelige dreng og hans frygtelige skæbne.
Frans ligger til alt held inde med et helt lager af gammel men stadig sprængfarligt dynamit, og så har han desuden en masse listige planer, der måske kan få Justins far frigivet.
De planlægger en aktion, men tingene begynder efterhånden at tage overhånd, og konsekvenserne kan blive katastrofale.
Filmens instruktør og manuskriptforfatter Dominique Standaert har en multikulturel baggrund i Indien, Rwanda og USA. Det ses tydeligt i skildringen af det belgiske samfunds raceproblematikker, at indtrykket af det moderne multietniske samfund ikke er det bedste.
"Hop" har han meget symbolsk valgt at filme i sort/hvid, hvilket ikke blot giver et flot og spændende æstetisk udtryk med simpelt og udtryksfuld brug af lys og mørke. Det forekommer også at være instruktørens kommentar til sin egen noget forenklede historie, hvor det er de gode mod de onde og umenneskeligheden mod humanismen.
Og netop det humanistiske livssyn gennemstrømmer denne film med en varme, der er svær at modstå. Selvom karaktererne er noget karikerede, og forholdet mellem far og søn er temmelig unuanceret, er alle figurerne elskelige, komiske, genkendelige og ikke mindst menneskelige.
Filmen er fint opbygget i tråd med en historie, som Justin har lært af sin far, der handler om Hannibal og hans berømte elefanter. Men da konflikten optrappes sidst i filmen mister instruktøren sit greb om rebet, og det roder med løse idéer.
Men det er stadig en underholdende, sød og varm film, der får smilet frem og hjertet til at banke i takt med den sorte drengs håb om at blive genforenet med sin far.
En fin film lavet med simple midler om svære emner som medmenneskelighed, fordomme og racespørgsmål i dets yderste konsekvens uden at det bliver dvælende eller sentimentalt.
Filmen vandt også børnejuryens hjerter i 2003 på BUSTER Filmfestivallen, hvor den modtog deres pris. Her modtager den 4 stjerner for et helhjertet forsøg på at slå bro mellem mennesker.
