Skriv en kommentar
Plakaten til Hope Springs tyder dårligt. Meryl Streep kigger skælmsk til den ene side, mens Tommy Lee Jones kigger mistroisk men nysgerrigt til den anden side. Over det hele er der pastelfarver og teksten har bløde kurver, og hele molevitten udstråler rom-com og overfladiskhed, og noget der kunne være et farligt spild af tid. Heldigvis lever filmen ikke op til plakaten.
Filmen handler om det midaldrende ægtepar Kay (Streep) og Arnold (Lee Jones), der er kører i tomgang i deres rutiner. Hver dag laver Kay morgenmad til Arnold, som han spiser, mens han skimter avisen, hvorefter han tager sin taske, kysser Kay farvel på kinden og meddeler hende, hvornår han er hjemme igen. De tager på hvert deres arbejde, kommer hjem til aftensmad, Kay vasker op, mens Arnold falder i søvn til golf-programmer på tv. Om natten sover de i hvert sit værelse, officielt af praktiske årsager.
Kay er dog ikke tilfreds, så hun beslutter sig for at gøre noget ved sagen. Efter at have læst en selvhjælpsbog, bestiller hun en konsultations-uge i Maine hos forfatteren/terapeuten bag bogen (Steve Carell helt uden jokes!), og får Arnold til at komme med, trods gnavne modsigelser. Her skal de genopdage hinanden og ikke mindst, de ting, de aldrig havde i deres ægteskab.
Gammelt sex
Formen er lagt. Et ægtepar skal genfinde kærligheden og livet på en komisk måde, og vi ved, hvor vi ender, før vi er begyndt. Men her tør filmen heldigvis gribe dybere end de fleste andre rom-coms. Problemer i ægteskaber opstår af en grund, og her tør filmen visse, at de grunde ofte er en del dybere end blot, at man har glemt hinanden i hverdagen. Roden til parrets problemer ligger dybt, og har sandsynligvis været der fra starten, for meget af problemet er det ømtålelige emne, sex. Ikke blot at have det, men måden at have det på, og de måder man ikke har det på.
Nu har sex aldrig været et overset emne, men det bliver i romantiske komedier ofte behandlet overfladisk og nemt, og som noget, der sker mellem to smukke, unge mennesker. Men i denne film handler det (også) om sex mellem to mennesker, der er toppet fysiologisk, og mellem hvem det måske aldrig rigtig var godt. Det er en slags seksuel frigørelse af det midaldrende menneske, og en side af et langt ægteskab, der ikke bliver lavet mange eksplicitte film om.
Form eller fokus?
Trods det modige fokus er der dog stadig noget, der ikke fungerer. Filmens problemer minder meget om ægteparrets, for den er fanget mellem de konventioner, der ofte hører til i en rom-com (eller et ægteskab), og de ting, den gerne vil gøre, og som trækker filmen (og ægteskabet) i en mere ærlig og ægte retning. For trods fokusset på sex, så følger filmen en bestemt formel, som også understreges af det ret poppet soundtrack, der forstyrrer utroligt meget i ellers ret intense scene.
På den anden side virker det svært at lave en overfladisk film med så tunge skuespiller; Lee Jones kan udtrykke utroligt meget med grynt og mumlen, og han kan vække sympati trods hans tillukkethed. Det virker desuden umulig at få en utroværdig præstation ud af Streep, der er meget realistisk og hudløs i hendes portræt af en forsmået forstadskone, der tror på liv efter overgangsalderen.
Man skal ikke skue filmen på plakaten…
Filmen har den fordel, at man ikke har høje forventninger, når man går ind til den, og at man derfor nærmest kun kan komme ud positivt overrasket. På trods af at historien er pakket ind i et rom-com kostume, og det dertilhørende klichéer, så har den stadig noget nyt at byde på, noget man måske kunne ønske sig, at den havde vægtet lidt højere, så den også nåede ud til en større målgruppe, end den som plakaten rammer.
