Skriv en kommentar
Inden længe er hele første sæson af “House of the Dragon” klar i sin helhed. HBOs fyrtårn “Game Of Thrones” gik sin sejrsgang verden over, og blev kendt for sine mange plottwists og rænkespil mæsket ind i udpenslet sex og vold og hvor vores helte og skurke hele tiden måtte kigge sig grundigt over skulderen, for ingen vidste, om de ville overleve til næste afsnit. Nu er vi tilbage i Westeros igen før handlingen i "Game of Thrones" udspillede sig. En slags lillebror-serie er lagt til offentligt skue.
House of the Dragon fortæller Targaryen-slægtens forhistorie, som George R. R. Martin beskrev i romanen “Fire And Blood”. Her er alt andet lige knap så megen udtynding i bestanden, ej heller store slag og udpræget nøgenhed. Alligevel ligger der hele tiden nogle undertoner og ulmer, for naturligvis vil Westeros’ områder og højtstående indbyggere gerne have så megen magt som muligt. Koste hvad det koste vil!
Vi møder kong Viserys (mesterligt spillet af Paddy Considine - In America, Tyrannosaur, Peaky Blinders), som står foran at vælge sin arvfølger. Et oplagt scenarie til at præsentere vores hovedkarakterer, som har hver deres måde at se tingene på. Hvem fik hvad der tilkom dem, og hvem gjorde ikke. Vi møder også kongens bror Daemon (Matt Smith), som er en slags Erling Haaland-look-a-like med et egenrådigt sind og ingen smil på læben. Inde bag de lyse lokker, der er det tydeligt, at adskillige skakbrikker bringes i position og der er enhver grund til at betvivle hans loyalitet. Kongens hånd (Rhys Ifans) virker klog, vis og retskaffen. Dog ligner han også en, som pønser på noget, hvilket siden kommer til udtryk i form af giftemålet mellem hans datter og Kong Viserys, da sidstnævnte ender med at miste kone og barn i barselssengen.
Den lysende stjerne i første halvdel af sæsonen er Milly Alcock, som spiller Viserys’ datter Rhaenyra. Hun bliver i første omgang udpeget til tronarving, hvilket får folk til at løfte øjenbrynene, da hun jo er hunkøn. Hun må stå model til lidt af hvert, samtidig med at hun udforsker sin kvindelighed, hvilket også omhandler tilnærmelser fra sin egen onkel. Vi har et bredt felt af karakterer at holde styr på. Langt henne i fortællingen fortsætter skakbrikkerne stadig med at manifestere sig i mest gunstige position. Der er mange, og desuden mange alliancer, huse, titler og familiære bånd at holde styr på. Bunken vokser uden at der rigtig falder nogen fra. Ej heller har vi åbenlyse helte og, måske værst af alt, heller ingen nederdrægtige skurke som “Game of Thrones”’ Kong Joffrey eller Ramsay Bolton.
Faktisk bydes publikum på ret megen stilstand, selvom uroen ulmer. Forløsningen sker ikke i de mange memorable scener fra “Game of Thrones”, som forevigt er prentet ind i vores hukommelse. Tilmed har serien den utrolige frækhed at springe i tid (jeg ved godt, at det skal den), men persongalleriet skifter dermed også skuespillere, og genkendeligheden er svær at få øje på. Personligt udvikler vores karakterer sig i en grad, så det fiser hen over hovedet på publikum. Bindeleddet mellem første halvdel af sæsonen (som var den bedste) og den mere voksne udgave smuldrer, og det er en stor skam. For at bryde tavsheden, så får vi i ny og næ lige et dragebrøl og en halshugning, men pustet i sivet forsvinder hurtigt.
“House of the Dragon” har ikke substans til at leve op til sin forgænger, hvilket givetvis heller ikke er planen. Ikke desto mindre, så er der desværre ret meget ørkenvandring i serien, som har til formål at præsentere forhistorien til det, vi ser i “Game of Thrones”. Det forekommer, at det er meget stringent for HBO at skulle levere de magiske 10 afsnit af en times varighed blot for syns skyld. “House of the Dragon” har ganske vist noget potentiale, for den leger ret meget med os og lader os hige i spænding på en forløsning. Den kan hænde at komme i sæson 2, hvor man forhåbentlig så kan sige, at sæson 1 har sin fulde berettigelse. Indtil da, så må man også konstatere, at sæson 1 rent ud sagt har enkelte utroligt kedelige afsnit.
Targaryen-historien kan alligevel anbefales, og får, trods flere skarpe kritikpunkter, alligevel sneget sig op på 4 stjerner. Det skal alene ses i konteksten af de mange hovedserie-anmeldelser, som du også finder på denne side. “Game of Thrones” var en mastodont og et unikum langt hen af vejen. Der er vi altså ikke endnu i “House of the Dragon”, selvom det føles rart at være tilbage i Westeros og omegn.
