Hundeliv

Historien Sofia og hendes halvsøster Olivia gør sit bedste for at beskrive et liv, der lever op til titlen. I hænderne på den debuterende instruktør René Frelle Petersen har historien endda sine steder potentiale til rigtigt at ramme og gøre ondt – eller underholde. Det samlede resultat er imidlertid blevet en rodet affære.

De indledende billeder af Sofias trøstesløse arbejde på en pølsefabrik er på den ene side, når det gælder pølseproduktionen til at blive vegetar af. På den anden side tegner formandens ynkelige forsøg på at negle 500 kroner af Sofias efter alt at dømme sparsomme hyre plukke et billede af en tilværelse, hvor det at sige stop og bryde er et særdeles fjernt perspektiv. Og ganske rigtigt. Da hun kommer ’hjem’, står den ondskabsfulde stedfar Lars klar til at rive lønningsposen til sig, mens Sofia må søge et pusterum i den sølle campingvogn, som er hendes bolig.

Lars driver en beverding, hvor både Sofias mor, Sofia og hendes halvsøster Olivia bliver pisket til at lave mad, servere og sidstnævnte endda må stå til rådighed for Lars’ grænsende til incestuøse tilbøjeligheder. I hvert fald må hun til sin 16-års fødselsdag meget modstræbende iføre sig det undertøj, som Lars har givet hende, for dernæst at stille sig til skue for Lars og slænget omkring ham.

Sofias mor har opgivet modstand og protest, både på sine egne og sin datters vegne. Dog har hun i et svagt øjeblik har hendes mor fortalt, hvor Sofia kan søge oplysninger om faren. Det er derefter Sofia, der tager initiativ til at bryde ud og opsøge den far, som hun ellers ikke troede eksisterede, og hun får følgeskab af sin stedlillesøster.

Her knækker filmen tydeligt over og skifter fokus fra ’hundelivet’ i stedfarens bodega til forsøgene på at få kontakt til Sofias far, den stærkt PTSD-ramte Adam. Politiet har – uvist af hvilke årsager – slået sig til tåls med, at Adam isolerer sig bag pigtrådshegn på sin gård og enten truer sine omgivelser med et bredt udvalg af skydevåben eller ligefrem skyder – dog ikke for at dræbe - efter drenge, der har forvildet sig ind på gårdens område. Sofia og Olivia er i stand til – igen uvist af hvilke årsager – i stand til at tø Adam så meget op, så han til sidste accepterer pigernes tilstedeværelse, ikke bare på hans grund men ligefrem i hans stue og køkken. Adams forandring er selvfølgelig sympatisk i forhold til den afklaring, som et teenagelivs fornedrelse under en ondskabsfuld stedfar giver næring til, men det virker meget lidt realistisk.

Næste knæk fører filmen over i et voldsomt dramatisk handlingsforløb, der må være inspireret af Quentin Tarantino, men udført på et i filmen ikke nærmere defineret sted i Udkantsdanmark virker denne udvikling i handlingen enten malplaceret eller langt fra tilstrækkeligt syret fremstillet. Og så ikke et ondt ord i øvrigt om det, at slutningen lader de gode le og de onde dø.

Undervejs mod forløsningen er der lange stemningsfulde stræk, hvor de 2 piger skiftevis skændes, griner – på deres vej mod frigørelse fra Lars’ voldsregime. Julie Brockhorst Andersen og Alexandre Willaume leverer desuden et stærkt billede af viljestyrke og indlevelse. Til gengæld sidder man tilbage med mange spørgsmål. For eksempel hvorfor Lars er blevet den han er og hvordan Sofias mor har fået slukket enhver lille oprørsgnist. På den måde ender Hundeliv med at være en stiløvelse, der nok har potentiale i både manuskript og instruktion, men som også mangler det kit, den fornemmelse for flow, som kunne løfte dramaet til større troværdighed.

Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.