Skriv en kommentar
Djay er småpusher og alfons i Memphis fattigere kvarter og klare sig generelt ved at hustle sig gennem livet og tilværelsen. Hans far dødede i en tidlig alder uden at have udrettet det store i sit liv og faren for at gå sin fader i bedene rammer pludseligt lige ned midt i Djays almene midtvejskrise. Så inspireret af et lille Casio orgel og en gospelsangerinde der fik tårerne frem i den hårde fyrs øjenkrog, beslutter han sig for at forfølge en gammel drøm om at blive rapper. Med i projektet får han en gammel skolekammerat som producer samt pianisten fra den lokale kirke og en af sine tre piger på kor. Et demobånd bliver til, lige i tide til at forelægge for miljøets stolthed, den succesrige Memphis rapper Skinny Black, der nu feder den i Hollywood men kort kommer tilbage til sin by for at fejre 4. juli. Mødet går dog ikke helt som Djay kunne have ønsket det, men hans karriere er kommet i gang og vigtigst af alt har han vist, at det gælder om at være tro mod sig selv, sine rødder og at ”Everybody gotta have a dream”.
“It’s hard out there for a Pimp” lyder det I Djays hit som overraskende vandt en uberettiget men politisk korrekt Oscar ved Hollywoods sidste celebrering af sig selv, som et signal om at de rige skam også er ”nede med” de sorte i ghettoen. Men hvad det er der er så hårdt ved at være alfons giver hverken Djay eller filmen noget svar på. Nok er hans bestand på tre piger nede på kun en aktiv (den hvide Nola) i det den ene er gravid og den anden må fyres på grund af respektløs opførsel, men det er trods alt deres røv der henter pengene hjem og ikke Djays. Hans røv bliver i det hjemmeflikkede studie hvor han får serveret hjemmebagte kager af skolekammeratens borgerlige kone. Og da han står og mangler 250 dollars til en ny mikrofon får han Nola til at give sælgeren et blowjob i stedet. Nok får han en kommentar med på vejen om at hun ikke bryder sig om at blive brugt som kontantautomat, men han får sin mikrofon uden at løfte en finger. Så selvom hans talegaver bliver kraftigt overvurderet i omtalen af filmen, kan han godt kaldes hustler men at sige at han har det hårdt må henføres under klynk.
Derudover må man som publikum sluge den kamel, at man sidder og ser en film der kræver sympati for en pimp der lever af fortabte pigers (under)liv. Man kan man det er Hustle & Flow bestemt en god og anbefalelsesværdig film – selv hvis man ikke er til hiphop. Dens miljøbeskrivelse er stærk og dens situationskomik er til tider næsten ubetalelig og minder i korte sekvenser om samspillet mellem John Lurie og Tom Waits i Jim Jarmusch Down By Law fra 1986. At instruktøren og manuskriptforfatteren Craig Brewer har valgt skuespilleren Terrence Howard (Crash, Ray m.fl.) i rollen som Djay i stedet for en rapper er vidunderligt befriende og giver en fin troværdighed til karakteren. Howard vandt ikke den Oscar han var nomineret til hvilket er fair, men nomineringen gav mere mening end Oscaren til hittet. Til gengæld har filmen rapperen Chris Ludacris Bridges i rollen som den arrogante Skinny Black hvilket også credit til den karakter og i rollen som den hvide, ranglede pianist ses en, til lejligheden herlig D.J. Qualls. Sidst men ikke mindst skal nævnes Taryn Manning som helt og særdeles dejlig og hjertegribende Nola.
Hustle & Flow er en frygtelig banal historie om at forfølge sine drømme, der heldigvis bliver fortalt på en så underholdende facon at man dog helt må overgive sig til alfonsen og Memphis rapperen DJays verden. Fire velfortjente stjerner og min varmeste anbefaling.
