Skriv en kommentar
Året er 1943 og ejeren af Hvidsten Kro, Marius Fiil, beslutter sig for at hjælpe de danske modstandsfolk. Sammen med sin søn, Niels, og svigersøn, Peder, samler han en gruppe af egnens folk og hjælper til ved nedkastningen af sabotagemateriale, våben og engelske SOE-agenter.
De natlige missioner er langt fra ufarlige og efter godt og vel ét år med vellykkede aktioner går det galt. Hvidstengruppen arresteres af Gestapo og otte af medlemmer dømmes til døden.
Filmen er baseret på virkelige begivenheder, der fandt sted under den tyske besættelse af Danmark. Det særlige ved Hvidstengruppen var, at den bestod af ganske almindelige mænd og kvinder, der ingen erfaring havde med militære operationer. Det, der drev dem, var et fælles ønske om et frit Danmark og derfor satte de deres liv på spil for denne sag.
Det er en stor opgave at fortælle en historie om modstandsbevægelsens folk og derfor har holdet bag filmen også gjort et anseligt stykke hjemmearbejde. Manuskriptet er blevet til gennem megen research af dokumenter, artikler og breve om Hvidstengruppen. Derudover har flere af de pårørende til gruppen bidraget med mundtlige og skriftlige beretninger.
Til at hjælpe sig har Anne-Grethe Bjarup Riis haft et stærk sammensat produktions- og skuespillerholdhold. Anders Refn agerer teknisk instruktør, Regner Grasten producerer og i de bærende hovedroller ses Jens Jørgen Spottage som Marius Fiil og Bodil Jørgens som hans hustru Gudrun Fiil
Med foreningen af alle disse kræfter og et patriotisk tema er der lagt i kakkelovnen til en stor og professionelt anlagt film. Og filmen mangler dog heller intet på billedsiden eller på skuespillerfronten. Det er selve historien, der halter.
Da filmen er baseret på virkelige begivenheder og har undertitlen ”Nogen må dø, for at andre kan leve” kommer det ikke som nogen overraskelse, at filmen har en fatal slutning.
De små dramatiske højdepunkter, der skulle skabe spænding i filmen og få én til at sidde på kanten af stolen, har lidt den modsatte effekt. For man ved jo allerede fra starten af, at det først er til sidst, at det går galt. Det er synd, og i stedet sidder man med følelsen af, at tiden bliver trukket unødigt ud.
Anne-Grethe Bjarup Riis og Regner Grasten har begge udtalt, at filmens tematik skal få ungdommens publikum til at drager paralleller til nutidens højaktuelle frihedskampe i de nordafrikanske lande. På den måde kan filmen hjælpe dem til at forså, hvad der sker i dag.
Udsagnet bliver en kende søgt, da filmens handling aldrig åbner sig op på en større skala, men forbliver hos den lille gruppe og nærmest har karakter af et kammerspil. Hvidstengruppens aktioner i filmen kommer aldrig op at måle sig med den virkelige Hvidstengruppes aktioner, da effekten af aktionerne i filmen ikke ses i det store perspektiv.
Kun gennem nogle sidebemærkninger får man at vide, at Hvidstengruppens aktioner og ofre havde en større effekt end den, der vises.
Fortællingen når simpelthen at miste pusten, inden den overhovedet kommer i gang.
Derfor bliver især filmens sidste halvdel, der udspiller sig i fængslerne, og som egentlig er meget rørende, en tand for overdrevet og navlepillende.
Sorgen udpensles i en sådan grad, at det kunne få selv en sten til at græde. Og det er igen synd, for hvorfor udpensle noget i den grad, når nu det fine og underspillede sagtens kan ramme én mindst lige så hårdt?
Hvidstengruppen er meget flot filmet og har gode skuespilpræstationer, men overlader ikke noget til fantasien.
