Skriv en kommentar
I filmens dramatiske start forvolder pigen Dina (Amanda Jean Kvakland) ved et uheld sin mors voldsomme død. Denne ulykke bliver skelsættende for resten af Dinas liv. Hendes far tilgiver hende aldrig, og hun må selv håndtere den dobbelte sorg det er at miste sin mor og bære skylden for det.
Men Dina er stærk, og i udpræget grad i følelsernes vold, hun svinger mellem dødsdrift og livslyst. vi følger hendes opvækst i Norge i 1860’erne, hvor kun musiklærer Lorch (Søren Sætter-Lassen) kan tøjle Dinas temperament med sin musik. Som voksen bliver Dina (Maria Bonnevie) gift med familiens aldrende ven, den rige Jacob (Gérard Depardieu), men heller ikke han kan sætte den passionerede Dina til vægs.
I en mandsdomineret verden er Dina noget så usædvanligt som en kvinde der styrer mændene, med sex og økonomisk magt.
Filmen er mere form end indhold. Dan Laustsen trakterer os med nogle aldeles bjergtagende billeder, sjældent er Norge set så smukt, det er ikke noget tilfælde at det norske turistbureau har valgt at anvende filmens billeder i deres nye reklame. Også musikken spiller en afgørende rolle, både for oplevelsen og i selve filmens handling, celloen sætter udtryk på de følelser som Dina sjældent selv verbaliserer, kun udlever.
Med filmen sat i en tid og et miljø hvor klædedragten udtrykte en masse, har der også været rig mulighed for at klæde især Dina fantastisk på, en mulighed der er udnyttet til det yderste.
Desværre er filmens dramaturgiske kvaliteter ikke på højde med staffagen. Handlingen springer fra det ene dramatiske højdepunkt til det næste uden tid til fordybelse undervejs, til trods for romanforlægget og filmens godt to timers spilletid. Det bliver lidt voldsomt. Og det går også ud over troværdigheden, det er ganske enkelt ikke muligt at leve sig ind i Dinas sjæleliv, hendes adfærd bliver utroværdig.
Når det er sagt skal Maria Bonnevie tilstås en fremragende indsats som Dina. Det talent som kun kunne anes i 13th Warrior og den fine Insomnia, folder sig ud i fuldt flor i I Am Dina. Også Mads Mikkelsen viser sider af sin kunnen som ikke hidtil er kommet til udtryk, eneste deciderede fejlcasting er Gérard Depardieu, hvis tilstedeværelse måske skal forklares i ønsket om at sælge filmen til et publikum udenfor Norden.
Ole Bornedal har ønsket at lave en film i stil med The Piano og Farlige Forbindelser. Det er ikke lykkedes.
