Skriv en kommentar
Filmens handling er centreret om tre personers liv. Deres hverdag fortælles parallelt med hinanden. Gennem den ene handling introduceres den hjemløse kinesiske mand, som overfaldes i Kuala Lumpur. Han reddes af arbejderen, Rawang, som plejer ham og får ham rask igen. I parallelhistorien ser vi den hårdtarbejdende cafétjener, Chyi. Hun bor til leje hos sin chef, étagen ovenpå caféen og chefen tvinger hende til at massere sin lamme søn med forskellige salver. Da den hjemløse kinesiske mand er kommet sig, fordriver han ofte tiden på caféen og han og Chyi begynder at begære hinanden. Samtidig opstår en intrige, idet cafépigens chef også har fået et godt øje til den kinesiske mand.
Teknisk og filmisk ser vi sublime billedkompositioner. Instruktøren, Tsai kan omsætte en scene til et sublimt fotografi. Filmens lange og rolige indstillinger, som skydes i ét langt shot skildrer uden ord eksistentielle temaer som ensomhed, jalousi og kampen for at overleve hver eneste dag i Kuala Lumpurs smog, fugtige og rådne gader og lejligheder.
Der er minimalistisk dialog mellem personerne og følelserne kommer til udtryk med få’ ord eller slet ingen. Filmens lyde er de lyde, som kommer fra byen, omgivelser og personernes bevægelser. Det eneste kommunikations flow er radioen, som kører i caféens baggrund og tv-udsendelser, som folk ude på gaden stimler omkring for at se gennem butikkernes ruder.
Personerne fungerer hver for sig, særligt den hjernedøde patient, spillet af Lee Kang-Sheng, virker troværdig. Men persongalleriet fungerer ikke sammen. Forholdene mellem personerne virker tilfældige – personerne bliver til tomme karakterer, som blot er placeret i filmen som marionetdukker. Disse bliver der trukket lidt i hist og pist, ikke med noget bestemt formål, men fordi der skal være mennesker på de sublime ”fotografier”, som tydeligvis skal gøre filmen levende.
Det eneste som binder personerne sammen er temaet, begær og lyst - det er det, intet andet. Temaet virker som et forkrampet forsøg på at skabe en ramme om filmens næsten ordløse fortælling. De statiske scener virker på én måde hypnotiserende, men også pointløse. De statiske scener er f.eks. bassinet med det snavsede vand, hvor de fisker og den hjemløse mand med urinpose. Scenerne med den lamme søn, hvor chefen bruger tjenerpigens, Chyis hånd til at tilfredsstille hendes søn og hende selv vækker direkte væmmelse. Kvinderne fremstilles sjæleløse, seksuelt og erotisk underernæret. De nævnte scener giver ingen fremdrift i filmens billedfortælling.
Tsai Ming-Liang er filmmager. Han kan sit håndværk og filmen ” I don’t want to sleep alone” er på billedsiden fremragende, men på indholdssiden mangler der ord - en fortælling.
