Skriv en kommentar
For 17 år siden mistede Sven Vinge sin far, Niels, som var keramiker, og som frøs ihjel i en snedrive få kilometer fra familiens hjem. Igennem hans opvækst har han konstant forsøgt at ligge spørgsmålene bag sig omkring oplevelserne med den alkoholiserede far, men det har vist sig som en uoverskuelig opgave. Da han en dag finder en kasse med personlige breve, afstøbninger og lydoptagelser, som hans far har efterladt, begynder han at grave fortiden op. Spørgsmålet er om dokumentaren vil give ham de svar han føler at han har brug for, eller blot bekræfte ham i, at er på vej ned ad den samme destruktive vej, som hans far var.
Rå og oprigtige følelser
"I Fars Hænder" er en fascinerende og dybt personlig dokumentar. Lydoptagelserne og brevene af Niels, som Sven lytter til undervejs i filmen er rørende, da vi ser Svens reaktioner på dem, og selvom han muligvis har lyttet til dem før dokumentaren, så er følelserne så rå og oprigtige, at man ikke kan undgå at blive påvirket selv. Sven krænger sit hjerte ud til kameraet flere gange, bl.a. når han forsøger at optage sig fuld, men til sidst erklærer at det er en fejltagelse. Dokumentaren er en rejse for Sven, en rejse hen imod noget der kan minde om tilgivelse og forståelse af, hvorfor Niels var så selvdestruktiv. For frygten lurer inde i Sven selv. Hvad nu hvis han slægter sin far lidt for meget på? Optagelserne med bedstemoren er også glimrende optaget, da kameraet står stille på Niels nøjagtige dødssted, samtidig med at vi hører Niels interviewe sin 99-årige bedstemor om, hvordan hun har det med, at han laver en dokumentar om hendes søn. En mors kærlighed til sin søn fornægter sig aldrig, og derfor er hun også blind i forhold til Svens sorg og kritik overfor sin far.
Én stor psykologtime
Mit største problem var, at Sven har brugt professionelle skuespillere til at genskabe nogle vigtige øjeblikke med sin far, som både er castet som Niels og Sven som barn. Det gør ikke noget godt for dokumentaren, da jeg helst så at det blev så personligt som muligt. Dokumentaren fungerer fint med de inkluderede familiemedlemmer, så skuespillerne virker bare malplacerede i den kontekst. Havde Sven Vinge holdt sig til at bruge en af skuespillerne til at læse Niels' breve op med voice-over, som der også bliver gjort i visse klipsekvenser, i stedet for de kiksede iscenesatte far/søn scener, så havde det været mere effektivt.
"I Fars Hænder" er en fin og ekstrem personlig dokumentar, der viser hvordan filmmediet også kan bruges til andet end blot at underholde. I Sven Vinges tilfælde er det blevet til én stor psykologtime, hvor han endelig kan få bearbejdet sin store sorg foran et lyttende publikum.
