Skriv en kommentar
Vi følger hovedpersonen Betty Sharlene Boykin fra det vestlige USA. Hun er i starten af 20'erne og har to små børn, begge piger. Gennem håndholdt kamera fremviser hun deres hjem, som består af to soveværelser, en garage, som er lavet om til et værelse og et vaskerum og køkken og stue, som tilsammen udgør et rum. De bor i alt 11 mennesker både voksne og børn og som én af pigerne siger: ”We are all just too close sometimes”.
Betty’s hverdag er en stor mental tour-de-force i ’ups and downs’, hvor det tydeligvis er mest depressive perioder, og hun bliver nødt til at: ”…force on a smile, a mood, while you die a little each day”. Hun reflekterer konstant over livet og er god til at sætte ord på, hvad hun savner, og hvad hun drømmer om og håber på for sine børn. Hun reflekterer også over, hvilke gode minder hun har fra sin barndom og kommer frem til, at hun ingen hjertevarme minder har at trække frem: ”…most of it was just traumatized events that happened”.
Vi følger også to af børnene, en pige omkring 5-6 år og en dreng på omkring 7-8 år. De plukker mælkebøtter ude ved motorvejskanterne og har lært at sige, når de puster til en mælkebøtte: ”Make a big wish”. Drengen fortæller, at: ” I can’t see my mommy anymore. She lives in a waterfall. In a cage… and the last time she was behind me, and I turns around and then I saw her. But I still have daddy and Shali. That’s all I have. Just them”. Det er ekstremt hjerteskærende at høre et 7-8 årig barn være bevidst om, hvor skrøbeligt livet er og at døden venter lige om hjørnet.
Den lille pige viser sine my little ponys. Hun har stillet dem op på rad og række siger, at de er én stor familie. Ét stykke fra de andre ligger to my little ponys ned for de er døde. Det er tragisk, grotesk og ærligt, hvordan de mindre børn forstår og er bevidst om døden.
Instruktøren Eva Marie Rødbro borer dybt ned i menneskeheden, når hun viser med hudløse ærlige billeder og ord, hvor dårlige liv børn får, når børn får børn, der får børn.
Som den afdøde franske forfatterinden Marguerite Duras fortalte om sin egen barndom/ungdom i Indokina, så var der intet værre end at være ’white trash’.
