Skriv en kommentar
Celine Song havde en fremragende debutfilm med ”Past Lives”, om livets uforudsigelighed, de rette eller forkerte valg, og hvordan hjertet aldrig glemmer. Derfor har forventningerne også været tårnhøje til hendes nye film Materialists, der bevæger sig mere i retning af en romantisk komedie, men som samtidig forsøger at tage seriøse emner op.
Matchmakeren Lucy (Dakota Johnson) bor og arbejder i New York City. Hun lever af at finde perfekte matches mellem rige New Yorkere, men en dag står hun selv over for et valg mellem en fremtid med sin ekskæreste, den fattige skuespiller John (Chris Evans), eller den stabilitet og enorme rigdom, som hendes nye bejler Harry (Pedro Pascal) tilbyder.
Dakota Johnson må desværre siges at være meget fejlcastet i rollen. Hun har samme charme som en karklud, og vi har hverken set hende spille noget anderledes eller nyt siden hendes gennembrud i Fifty Shades filmene. Hun fremstår mere som en, der læser replikkerne op, end som en kvinde, der står i et følelsesmæssigt dilemma mellem kærlighed og økonomisk sikkerhed. Chris Evans virker stiv og nærmest robotagtig i sin rolle, og selv Pedro Pascal, der normalt lyser enhver scene op, drukner i et manuskript, der ikke giver ham noget at arbejde med.
Der er ingen reel kemi mellem Johnson og hendes mandlige modspillere. De romantiske scener føles påklistrede og uden gnist, hvilket gør det svært for publikum at tro på relationerne eller engagere sig følelsesmæssigt i dem.
Efter Celine Songs mesterlige ”Past Lives” var forventningerne høje til hendes næste film, også selvom det blev til en romantisk komedie i denne omgang. Desværre leverer filmen hverken den dybde, intimitet eller nærvær, der gjorde ”Past Lives” til en af de smukkeste film i nyere tid. I stedet føles ”Materialists” som en poleret overflade uden noget reelt bankende hjerte under.
Filmen forsøger at rejse spørgsmål om materialisme og forholdets pris i en moderne verden, men uden de små øjeblikke af nærvær og menneskelighed, der gjorde ”Past Lives” så rørende. Resultatet er en film, der føles mere som en kladde til en idé end en historie med noget på hjerte.
”Materialists” lægger op til spændende tematikker og budskaber, men det bliver meget ujævnt. Dakota Johnson har ingen kemi med sine mandlige medspillere, og dette mærkes tydeligt. Filmen vil nok finde sit publikum blandt dem, der elsker romantiske komedier med et strejf af social kommentar, men den har også nogle toneskift, hvor den ikke helt ved, præcis hvor den vil hen. Derfor forbliver ”Materialists” en meget ujævn film.
