Skriv en kommentar
Wilhelm Tell? Er det ikke ham der med æblet? Altså ham den schweziske bonde, der på lang afstand med armbrøst skød en pil i et æble, som var placeret på hovedet af sin egen søn? Jo, det er lige præcis ham. Nu kan du opleve sagnhelten på film hjemme i egen stue, for vores danske stjerne Claes Bang har nemlig hovedrollen i Nick Hamms værk, der fik en kortvarig og beskeden biografrundtur tidligere på året, dog under den mere internationale tiltale William.
På trods af, at det er æblehændelsen, der er det helt store genkendelse, så fortæller Hamms film også om tiden inden. Der er nemlig en bitter ild, der skal tændes i Tells sind. For at fange settingen, så skal vi noget tilbage i tiden. Nærmere bestemt 1307, hvor den østrigske adel havde et skarpt tag i den schweiziske underklasse. Faktisk så skarpt et tag, at der var tale om decideret undertrykkelse. Da en schweizisk landmand dræber den østrigske ridder, der voldtog og myrdede sin kone, så starter der en steppebrand. Landmanden er herfra lovløs, og kun én mand står klar til at hjælpe ham med at flygte: William Tell. Langsomt bliver Tells navn kendt på de bonede gulve hos de østrigske magthavere. Særligt hos Kong Albert (Ben Kingsley - Gandhi, House Of Sand And Fog, Schindler’s Liste), der får Tell som en slags sten i skoen. Da Tell siden nægter at bukke for den ophøjede soldat Gessler, så udløser det æbleultimatummet.
Nu må man endelig ikke tro, at Tells præcision og færdigheder ud i at skyde æblet af hovedet på sin søn er filmens klimax. Faktisk er der nærmere filmens trigger, for ydmygelsen af østrigerne er nu total. Det udløser på sin vis et oprør mellem nationerne, og havde Tells historie bare været sand, så ville han vel kunne sidestilles med skotternes William Wallace aka Braveheart. I William Tell får du således en spændings- og actionfilm over de to timer. Hamm har pyntet, spundet og strikket alt, hvad han kunne ud fra myten, og tilsat sit eget præg for at få enderne til at mødes.
Det er der kommet en halvgod film ud af, hvor vi for vores part godt kan være stolte af Claes Bang. Der er også nogle ganske fine kampscener, og så er de dominerende østrigere også gjort meget lidt likeable, så man aldrig er i tvivl om, hvem man skal holde med. William Tell er dog også en lang film. For lang, hvis det står til mig, for der er ikke kød nok på vandrehistorien til, at den kan holde til at blive strakt frem og tilbage med kagerulle. Hamm har gjort et hæderligt forsøg på at give Tell den film, som myten vitterligt fortjener. Der mangler bare noget oprigtig nerve og smittende engagement. Det udløser samlet set en middelkarakter.
