Skriv en kommentar
Rummelige 85 minutters film, der bedst virker efter mørkets frembrud. Instrueret af Steven Soderbergh (Traffic, Ocean’s Eleven, Che, Erin Brockovich, Magic Mike, Black Bag) og skrevet af David Koepp (Jurassic Park, Indiana Jones, Mission: Impossible, Spider-Man, Panic Room, The Mummy). Et totalt dreamteam, således at man med rette kan tillade sig at have pæne forventninger til “Presence”, der formodes at høre til i den uhyggelige genre. Det er jo, trods alt, en spøgelseshistorie.
Det starter stille og roligt, hvor vi får en panorering gennem et hus, der snart skal overtages af familien Payne. Kort inde i filmen, hvor vi har fået etableret far Chris, mor Rebekah samt sønnike Tyler og datter Chloe, så er det som om, at de mærker en ukendt tilstedeværelse i deres nye hus. Det er som om, at de ikke er alene. Måske du spejder rundt i håb om at se en skygge eller et omrids af den ånd, der med sikkerhed spiller familien et puds. Du får intet at se, for… ånden er dig!!! Eller, tja, en sandhed med modifikationer, men om ikke andet, så ser du tingene fra åndens synspunkt. Det er her, at det slår dig, at du ikke bare fik en filmisk kameraføring gennem huset i åbningsscenen. Du fulgte i virkeligheden åndens “vandring” rundt i det hus, som familien Payne skulle blive ejere af. Interessant, ikke?
Men er ånden så ond? Faktisk ikke. Den forskrækker ganske vist familien med sin gøren og laden, for den får ting til at flytte sig, åbne, smække i eller falde på gulvet. Ånden følger med i alt, hvad der foregår i familien. Når der er venner på besøg, når der er skænderier, når der bliver talt i telefon. Ånden bliver så at sige altvidende. Det er dog som om, at den har størst tilknytningskraft hos Chloe. Selvsamme Chloe begynder langsomt at få en fornemmelse af, at ånden er en tidligere afdød veninde. Hvad vil ånden? Og kan man få den til at forsvinde? Familien står med sine udfordringer på den kant, mens man som seer begynder at forstå, at ånden er flyttet ind i huset med vilje. Den har en mission.
Undervejs glemmer man helt, at der er tale om skuespil. Det er vel nærmest kun Lucy Liu, der sådan egentlig har et “navn”. Med synsvinklen fra det usynlige snager man så at sige i alt. Familiedynamikken er udfordret og ikke alle er åbne for hinanden. Det er lige før, at intrigerne overskygger den fare, som ingen rigtig opdager, at Chloe er ved at begive sig ud i. Det er altså godt lavet, d’herrer Koepp og Soderbergh.
“Presence” er en finurlig størrelse. Den er ikke en gyser i klassisk forstand, men alligevel meget pirrende og intens. At man ser alt fra åndens synspunkt, kan noget særligt. På sin vis er den lidt i familie med “A Ghost Story” fra 2017, og så på den anden side slet ikke. “Presence” gør op med postulatet, at spøgelser ikke notorisk er en farlig størrelse. Ånden i denne omgang er nemlig lidt af en beskytter. En film, der slet ikke er som, du tror, men ender med at blive filmen, som du ikke vidste, at du ønskede dig.
