Skriv en kommentar
Der er ikke ligefrem en selvfølgelighed i, at en gyserfilm er baseret på virkelige hændelser. Ikke desto mindre er det, hvad man får stillet i udsigt i “The Ritual", inden filmen sådan for alvor er kommet fra land. Det portrætterede i filmen er nedfældet af præsten Joseph Steiger, og anses for at være amerikansk histories mest udførligt dokumenterede sag, når det kommer til dæmonisk besættelse.
Vi skal til Earling i Iowa år 1928. Den unge kvinde Emma Schmidt er begyndt at vise foruroligende tegn på, at hun ikke alene bestemmer over sin egen krop. To præster, Riesinger og Steiger, får til opgave at hjælpe Emma af med hvad end, der har taget ophold i hende. Riesinger (Al Pacino), en aldrende præst, bliver voldsomt engageret i det ritual, som skal udføres. Et ritual, der skulle have været en engangsforestilling, men som viser sig at kræve en langt større og gennemgribende indsats. Steiger (Dan Stevens) er langt mere skeptisk over for det okkulte og uforklarlige. Dog kommer han selvsagt så tæt på noget ud over hans fatteevne, at han både opnår ny indsigt, men også betvivler, hvad det er, der er sat i gang. Det er virkelig to embedsmænd med hver deres udgangspunkt, der er sat på en særdeles svær opgave. Jo flere ritualer, der sættes i værk, jo dårligere synes Emma Schmidt at reagere.
Der er noget pondus og storhed, når Pacino indtager rummet. Det er jo som oftest heller ikke lige alter, kors og kapper, der plejer at klæbe til ham. Dan Stevens spiller en langt mere reserveret præst, der læner sig mere op ad ungdommelige fornuft frem for “gammel overtro”. Det er mødet mellem disse anskuelser, der ender med at være “The Rituals” altopslugende fokus. Jeg tør dog ikke at påstå, at det var tilsigtet. Det gør i sidste ende også, at den type gyser eller thriller, som “The Ritual” på papiret skulle ligne, ender med at blegne. Det er ikke ligefrem exorcisme-film, det skorter på. Nogle mere let til bens, andre noget mere effektfulde. I denne sammenhæng skuffer produktet alene ved at kunne kalde sig autentisk.
“The Ritual” er faktisk ikke en eneste gang uhyggelig, og det havde jo så hjulpet gevaldigt, hvis jeg så kunne kalde den spændende. Det er jeg heller ikke for alvor i stand til. Det er som om at drivkraft og energi er suget ud af hver en scene, og man kommer til at spørge sig selv om, det i virkeligheden er produktionen, der har været ramt af en besættelse. Øjne, der ruller, opkast, knæklyde i alle lemmer og et volapyksprog er set før. Det skræmmer altså ingen. Og hvis det er sådan, det ægter er nedskrevet af føromtalte Steiger, så skulle det måske nok bare have været blevet på skrift. “The Ritual” er på forunderlig vis faktisk temmelig kedelig på trods af Pacinos tilstedeværelse.
