Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Outsider talentet i Hollywood Todd Haynes med fremragende film som Douglas Sirk pastichen ”Far from heaven” og ”Velvet Goldmine” på samvittigheden var instruktøren, der som den første fik ’the man himself’ med på vognen; det første og eneste godkendende stempel på et selvbiografisk filmportræt af Amerikas største nulevende rock ikon, Bob Dylan.En betegnelse manden selv uden tvivl ikke ville bryde sig om.
Projektet er da også mere usædvanligt og ’artsy’ end man ellers ser fra Hollywood, men det er svært at forestille sig en bedre film til at indfange Dylans bredtfavnende univers og person. 6 forskellige skuespillere spiller 6 forskellige udgaver af personen Bob Dylan på forskellige tidspunkter, i forskellige sindstilstande, og med forskellige navne, køn og hudfarver.
Vi møder den lille sorte dreng Woody (Marcus Carl Frankin) der på flugt fra ungdomsfængslet går landevejene tynde; Richard Gere som en ensom vagabond i 1800-tallets vilde vesten; den private små-chauvisnistiske kunstner og skuespiller Robbie (Ledger); den religiøse men desillusionerende sanger og præst Jack Rollins (ChrisianBale); den mystiske Arthur (Ben Whishaw) der fortæller filosofiske sandheder foran et hvidt lærred; og ikke mindst den oprørske Jude Quinn (Kate Blanchett) der fortæller filosofiske sandheder til journalisterne.De er alle Bob Dylan, men måske i hvad man kunne kalde for forskellige reinkarnationer.
De seks handlingstråde hvirvler ind og ud af hinanden som sangene i Dylans formidable sangkatalog der udgør det velegnede lydspor.
Også andre spiller flere roller. Bruce Greenwood optræder for eksempel i mindst to roller. Begge figurer som er ubevidste repræsentater for det undertrykkende samfund, i fortid og nutid. Som historien gentager sig, gentager figurerne sig også.
Udover det fantastiske hold der spiller ’Bob Dylan’, er Charlotte Gainsburg en smuk, sart og følsom malerhustru til Heath Ledgerego-centrede balladestreger. De to leverer sammen med Oscar-nominerede Blanchett nogle af filmens mest mindeværdige øjeblikke.
Nøglen til måske at åbne Todd Haynes’ mildest talt fabulerende Bob Dylan-film op er at tage den for hvad den er, og ikke forvente en konventionel biopic i stil med senere års ”Ray” og ”Walk the Line”. ”I’m Not There” er meget mere end det, mere kompleks end som så.
Filmen kan nok bedst beskrives som en sang af Bob Dylan selv. En berusende, fabulerende, vildtvoksende historiefortælling der vokser sig langsomt og støt frem, vers for vers, omkvæd for omkvæd. Ikke fremadskridende, men nedefra.
Det er ikke en film, der åbner sig selv overfor sit publikum, men kræver derimod, som ægte kunst ofte gør det, at publikum tager aktivt del i åbningen af filmens tematik. Det er ikke en film for de udenforstående, og med sine naturligt medfølgende irritationsmomenter, når man mister overblikket i de mange associerende handlingstråde, som et trip gået galt, kryber den sig lige under de seks stjerner. Den forsøger at besvare spørgsmålet Bob Dylan, ved ligesom Bob Dylans sange at lægge op til endnu flere spørgsmål. Man fornemmer der er en sammenhæng mellem rækken af associationer, man skal bare lige have bagagen til at finde den.
Tiden vil måske vise om Haynes har lavet et ægte mesterværk. Indtil videre kan man nyde en vanvittig underholdende film, som du med garanti vil se igen.
Ekstramateriale:
En skrabet omgang fra Scanbox, der indeholder en tribute til Heath Ledger og en måske lidt fjollet, men i hvert fald uinteressant gag reel. Det mest interessante er en række slettede scener fra Haynes’ klippebord.
Filmen er venligst stillet tilrådighed af:
Scanbox.
