Skriv en kommentar
Oooh my Goood … får man lyst til at brøle højstemt på ægte modbydelig Janice vis (Chandlers forbilledligt kvalmende ekskæreste i Friends) efter at have set Australiens nyeste filmiske indskud - I morgen da krigen brød ud. Usandsynlig, utroværdig, uværdig er de første ord, som presser sig på. Latterlig, nedsættende, forhærdet er de næstfølgende epiteter, som sætter sig fast. Tåbelig, anstrengende, stereotyp er de blivende adjektiver, der bedst opsummerer I morgen da krigen brød ud på værst vis. Jøsses, i dagens verden, hvor en traumatisk finanskrise og opgejlende krigsstemninger i diverse lande dominerer den forhåndenværende verdenssituation, er det aldeles slående, at der rent faktisk findes folk derude, som både har fundet det forståeligt og forsvarligt at skyde penge, ressourcer og tid ind i et så mørt projekt som dette - er dette mon et synligt tegn på et uhyrligt luksusproblem eller en evident indikator på, hvor slemt det egentlig står til i dag?
I morgen da krigen brød ud er en, for nogen, længe ventet filmatisering af John Marsdens verdensberømte bogserie om en flok unge i slutningen af teenageårene, som ser sig nødsaget til at træde i tidlig karakter i mødet med en titanisk fare af spændte krigsdimensioner. Filmen starter ud med denne varierede ungdomstrup, der sorgløs og kåd drager ud i vildmarken for at tilbringe og nyde deres sidste sommerferie sammen. Varme venskaber bliver plejet, og romantiske bånd nænsomt sløjfet sammen. Da den intetanende flok vender hjem, finder de dog tomme huse og dræbte husdyr i stedet for ømme omfavnelser og kærlige velkomsthilsner. Det er først, da de trænger ind i byens centrum, at den frygtindgydende sandhed går op for dem – Australien er blevet invaderet af fjendske styrker, som har interneret byens rædselsslagne indbyggere. Selv er de i stand til at slippe væk fra de armerede soldater, og fra deres forvarede skjul i vildmarken skal de nu beslutte, om de skal satse livet for en sag, der er langt større end dem selv, eller blot kæmpe for at redde egne liv …
Den fuldendte kombination af don´ts
I morgen da krigen brød ud er manuskriptforfatteren Stuart Beatties debut som instruktør. Som manusmand har han før stået bag bl.a. den blændende Michael Mann film Collateral (2004) samt den fremragende avantgardegyser 30 Days of Night (2007). Netop i lyset af disse på alle måder værdige meritter på sit CV, forekommer det des mere besynderligt, at han har begået et så haltende, smalsporet manus som dét, der har dannet grundlaget for I morgen da krigen brød ud. Én klapsalve skal manden dog have – hvor omstridt denne end er – han har nemlig udarbejdet det perfekte manus og fuldbyrdet den ideelle film, der for alverdens øvrige filmfolk kan stå som den eksemplariske prototype på, hvordan en film IKKE skal sættes sammen. På baggrund af denne film skal man ergo ikke:
- forfatte et lamt, uinteressant manus, hvor flove lines og fladtrådte vekselvirkninger blot bliver overstrålet af filmens udtrådte plot og slidte aktanter.
- udtænke et gebommerligt grusomt plot, som hverken tilgodeser kohærens, kontinuitet eller kredibilitet.
- fremtrylle et underbemidlet persongalleri, hvis stereotype kaliber er så himmelråbende lænset for enhver gravitet og appetit, at det minder om et fadt Hubba Bubba tyggegummi, der mister smagen efter blot enkelte gennemtygninger.
- hyre et på overfladen charmerende og velbygget, men ligeledes et ekstremt ilde spillende cast, hvis mest lokkende aktiv er deres forsideegnede apparitioner, og hvis mindst pirrende anlæg er … noget nær RESTEN.
- sammenstykke en sløset, medtagen historiefortælling, der snart keder dig så meget, at vejrudsigten er flere niveauer mere spændende, snart irriterer dig til fuldvægtig afmattelse, som havde du løbet et maraton i bagende sol, snart får dig til at rulle så hektisk med øjnene, at en rundtosset karruselforlystelse ingenting er i sammenligning.
Heldigvis har denne anmelder ikke læst bøgerne bag filmen, for jeg kan kun med gru forestille mig den altoverskyggende skuffelse, som unægteligt må indtræffe, når man har set filmen. På et tidspunkt i filmen finder følgende dialog sted imellem to af hovedpersonerne: E: ”Good book? C: ”Better than the movie.” E: ”Yeah, books usually are.” Uden selv at ane det, sammenfatter filmen hermed og paradoksalt nok sin egen fortvivlende, katastrofale status. Uheldigvis lægger filmen op til en snarlig sequel … og her håbede denne anmelder at kunne afslutte anmeldelsen med et højtstående, uigenkaldeligt R.I.P. rettet direkte til denne ulidelige, selvhøjtidelige film ... Tja, jeg gør det alligevel – R. (for evigt) I.P. til I morgen da krigen brød ud. Amen!
