Skriv en kommentar
Selvom historien er relativ simpel, og mange af problemstillingerne er trivielle, formår den på imponerende vis at påvise, at alle trivialiteterne kobler sig direkte til et forældreløst barns velfærd. Filmen har derfor ingen problemer med at overbevise os om vigtigheden af tørre møder, mellem afdelingerne i et kompliceret bureaukratisk system.
Det faktum, at samtlige af karakterens handlinger har konsekvenser for et barns liv, kunne på den anden side gøre filmen oversentimental og udmattende. Dette er heldigvis ikke tilfældet. Filmen er rørende og medrivende, men forsøger aldrig at hive problemerne op på et uoverskueligt samfundsmæssigt niveauet. Selvom der er samfundskritik, virker det meget mere som en opsang om, at systemet rent faktisk kan virke, om end under de rigtige omstændigheder. ”I Trygge Hænder” minder os om menneskerne bag systemet, hvis ansvar og personlige offer ofte negligeres.
Filmen omhandler den barnløse kvinde Alice, spillet af Élodie Bouchez, og hendes udfordringer, over en 10-årig periode, med at kvalificere sig til at blive valgt som adoptivforældre til et barn. Parallelt følger vi den nyfødte Theos ligeså udfordrende kamp fra fødsel til adoption.
Filmen bruger sine dyrebare minutter på at give et dybt indblik i mere eller mindre samtlige personer, som har en rolle i adoptionsprocessen, hvilket viser sig at være en del. En af de mest interessante karakterer er Gilles Lellouches rolle som Theos plejefar, Jean. Jean er udkørt i sit arbejde og frustreret over et system, som ikke altid vurderer menneskelige omkostninger lige så højt som finansielle. Vi følger Jean i en usikker periode i Theos liv, hvor hans biologiske mor stadigt har muligheden for at ombestemme sig. Theo bliver placeret i Jeans varetægt, og deres tid sammen er et godt eksempel, på hvordan ubetinget omsorg og bekymring for et barns velfærd ikke har noget med DNA at gøre.
Det er svært at gøre en baby til hovedperson, men Theos rejse og udvikling over ca. 2 måneder,
afspejler sig så kraftigt i menneskerne omkring ham, at hans karakter virker utroligt tredimensionel og kompleks. Han udfylder derfor sin rolle som filmens samlingspunkt perfekt, og helt uden at sige et ord.
Instruktør Jeanne Herry har forstået, at en film af denne typer fortjener simplicitet og fokus på historien. Derfor er instruktørstilen hverken nyskabende eller specielt synlig. Selvom det altid er spændende at se noget nyt, er det ofte lige så tilfredsstillende at overvære klassisk godt håndværk. ”I Trygge Hænder” står derfor tilbage som en fremragende film med et utroligt velspillende cast og en instruktør, som prioriterer fortællingen af en vigtig historie over at promovere sig selv som kunstner.
