Nu har det stået på i 5 film, at en mammut, Manny, et dovendyr, Sid, en sabeltiger, Diego, pungrotter og en række andre sidefigurer, herunder ikke mindst egernet Scrats, begiver sig ud på en rejse for at overleve diverse naturhændelser og klimaforandringer. For dem, der ikke kender historien, er der nu en god lejlighed til at se de foreløbigt 5 film fra en ende af.
Man skal ikke stille de helt store spørgsmål, om samspillet mellem de umage venner nu også er realistisk. Det giver ingen mening. Det giver i grunden heller ikke den store mening i forhold til serien at filosofere så meget over global opvarmning og klimaspørgsmål, selv om det selvfølgelig er et perspektiv, en del af kittet, der binder de 5 film sammen. Ikke mindst, når vi når frem til den 5. film, Ice Age 5: Den vildeste rejse, hvor egernet Scrats med sin sædvanlige tiltrækningskraft på uheld har sat gang i en meteorregn, der selvfølgelig slår ned lige, hvor vores venner befinder. Faktisk indgår klimaforandringerne allerede i plottet i Ice Age 2: På tynd is, hvor Manny, Sid og Diego må sande, at rygterne om at drivhuseffekten så småt smelter al is faktisk har noget på sig.
Næh, den helt store styrke er, at Ice Age-filmene fortæller et storslået eventyr for alle aldre med et mylder af gags og påfund – og med et løbende skift i stemning, så løjerne aldrig bare bliver pjattede eller sentimentale. Der er som nævnt referencer til nutidens klimamæssige udfordringer, men det er i lige så høj grad begreber som venskab, familie og identitet, der på en gang giver figurerne en snert af realisme – og samtidig sikrer, at publikum kan ’fange’ pointerne og galskaben.
Hvis man endelig skal tale om et problem ved Ice Age-filmene, så må det være, at jo flere film, der føjes til serien, jo sværere må det blive det at finde på nye gags. Der er ikke noget, der som gentagelse og almindelig forfladigelse kan dræne en filmserie for nerve og publikumappel. Heller ikke, når det gælder animationsfilm. Tænk bare på Landet for længe siden, der startede som en ganske glimrende historie, produceret af Steven Spielberg, men som med tiden blev til endnu en blandt mange middelmådige produktioner – UDEN Spielbergs navn og engagement.
… og efter 5 film, mærkes da også en vis træt- eller træghed i Ice Age-fortællingerne. Det er dog ikke værre end at der alligevel opretholdes et overraskende højt niveau. Jeg kan derfor kun anbefale at opleve den samlede ’chillogi’ – for nu at låne et ord fra boksens bagsidenoter – fra en ende af. Der er spænding og gode grin for både store og små.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount.