Skriv en kommentar
Det var tilbage i 2002, at vi første gang stødte på den livstrætte mammut Manfred(Thomas Mørk), der på sin sorgfulde vej mødte, det irriterende dumme, men også godhjertede dovendyr Sid(Jens Andersen). Undervejs blev dette mærkelige makkerpar udvidet til at omfatte sabeltigeren Diego(Michael Carøe), de to eventyrlystne pungrotter Crash(Mick Øgendahl) og Eddie(Jonatan Spang), samt hunmammutten Ellie(Ellen Hillingsøe). Sidstnævnte er ved denne films start gravid, hvilket har fået den ellers så stovte Manfred til at råbe (baby)alarm flere gange om dagen.
Familielivet truer med andre ord den aparte flok, og da Diego på grund af manglende kondi, må opgive at nedlægge et bytte, ser han det som et tegn på, at det er på tide, at sige farvel til hinanden. Sid, der som altid ikke forstår så meget, insisterer dog på, at ville have en familie, og da han tilfældigvis finder 3 tilsyneladende forladte æg i en islomme, udråber han sig selv som mor. Inden længe er han den stolte forældre til 3 små dinoer, der følger Sids bevægelser til mindste detalje.
Freden varer dog kort, da den rigtige og rasende mor, opsporer Sid og tager ham og børnene med sig. Nu må de tidligere kammerater endnu engang stå sammen for at finde og redde deres ven, og selvom Manfred protesterer over, at den gravide Ellie tager med, får han at vide, at ”han bare kan snakke til snablen!”. Hun tager med.
Sporene leder dem ned under jorden til en kæmpe grotte, hvor dinosaurerne utroligt nok har overlevet. Her føler selv Manny sig lille, og snart jages de af angrebslystne kødædere. Heldigvis får de hjælp af den enøjede væsel Buck(Jens Jackob Tychsen), der gennem sine mange eventyr i grotten og jagten på uhyret Ludvig, bliver rejseselskabets redningsmand og guide igennem det farlige og forhistoriske landskab.
Ice age 3 er en familiefilm med bred appel, til dels fordi den vises med og uden dansk tale, samt i 3-D versioner, der med sin brug af dybdefokus nok skal fange og fascinerer. At den tredje film ikke bringer mange overraskelser, men bygger videre på de allerede kendte karakterer, kan man ikke rigtig klandre nogen for. Det har jo virket før. Heldigvis gør introduktionen af det anderledes forhistoriske miljø sit, og ikke mindst karakteren Buck, der i den originale version spilles af den forrygende Simon Pegg, tilføjer filmen den rette mængde af sprælsk vanvid, som da han snakker i ”telefon” med sin kæreste, som vi senere finder ud af, er en ananas!?
Filmen byder desuden på et kosteligt gensyn med den altid agernjagende Scratt(Chris Wedge), der denne gang står overfor den svære prøvelse: Scratteline. Et kvindeligt flyveegern, der er mindst lige så opsat på at få fingre i Scratts elskelige agern. Det kommer der en række fantastiske scener ud af, der tjener som små pusterum eller vignetter, men flere steder stjæler fokuset fra hovedhistorien, der nok vinder stort på point, men som også flere steder er i fare for at blive genkendeligt kedeligt.
