Forårets komme varsles af planter der springer ud, og sådan er det også hos Ice Age-dyrene. Her gør Mammut-familien, med Manny i spidsen, sig klar til at afholde påskesammenkomst. Denne klargøring forstyrres dog da dovendyret Sid åbner en såkaldt æggesitterservice, altså en slags vuggestue for ikke udklækkede æg. Æggene får dog ikke lov til at blive passet særligt længe, for Sids uopmærksomhed er lige guf for den ondskabsfulde kanin Squint, der vil have hævn for dengang vores helte sank hans piratskib. Sid må bede Manny og Diego om hjælp til at få fundet æggene og få dem sikkert hjem. Undervejs løber de tre venner blandt andet ind i lidt af en Indiana Jones-klassiker. Hermed opfindes verdens første æggejagt, som mange i dag forbinder med en påsketradition. Noget andet som opfindes i filmen er aprilsnar, og lanceringen af denne står Crash og Eddie for. Hvem der bliver den ”uheldige”, får du også svaret på her i Æggejagten.
Det er som altid en fornøjelse at være i selskab med fortidsdyrene, og særligt sjovt for det voksne publikum, er de mange referencer til fremtidige ting, som endnu ikke er blevet opfundet. Ice Age holder sig fortsat evig ung med denne 21 minutter lange film.
Udgivelsen indeholder også en række short stories med Scrat i hovedrollen samt højdepunkter fra de forrige Ice Age-spillefilm.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Paramount