Skriv en kommentar
Timing is everything., siger amerikanerne.
Den danske filminstruktør, Christian E. Christiansen, ramte ikke denne rette timing, da hans første amerikanske spillefilm, The Roommate (2011), landede i de danske biografer for et halvt års tid siden. Susanne Biers sejrstogt ved Oscaruddelingen i år stjal samtlige avisoverskrifter og efterlod hverken meget spalteplads eller tv-tid til den, på amerikansk jord, debuterende spillefilmsinstruktør. Lidt hjalp det naturligvis også, at filmen, i kølvandet på sin udgivelse, blev ledsaget af de allermindst ønskelige anmeldelser.
Det tegnede altså dårligt for Christiansen, der, på trods af relativ kommerciel succes med filmen, blev udstyret med et kunstnerisk L for Loser fra den samlede danske anmelderskare.
Med ID:A vender Christiansen blikket igen mod hjemlandet, dog med et internationalt cast og europæisk terræn til at forsøde filmoplevelsen med, men denne gang synes timingen helt perfekt.
Aliena (Tuva Novotny) vågner op ved en flod i Frankrig. Hun husker intet. Hun ved ikke, hvem hun selv er. Men hun taler fransk. Med accent. Og har en taske med 2 millioner Euro. Hun bliver jagtet af mystiske mænd. Med skarpladte pistoler i hænderne og dødelige trusler mellem læberne. Ved et tilfælde opdager Aliena, at hun er dansk og vender næsen hjemad i håb om at genfinde sin identitet. I Danmark møder hun den internationale operasanger Just Ore (Flemming Enevold), som bliver den udslagsgivende katalysator for hendes videre søgen. Men fortiden er måske bedst glemt, når dybe ar og blå mærker er dens tydeligste påmindelser på Alienas krop.
ID:A lægger optimalt ud fra start med en omsiggribende vidensmangel både for hovedrolleindehaversken og for tilskueren. Denne pirrende mangel på nogen fundamental etablering af personkarakteristik skaber en fremragende fremdrift, der smyger sig rundt om din skærpede bevidsthed og nægter at give slip størstedelen af filmen. Man gætter med, man forundres, overraskes og føres med, hvor end Alienas søgning tager én hen. Man sympatiserer med hendes svære situationer, man identificerer sig med hendes charmerende skrøbelighed, man er med hende og på sin vis også i hende. Dette punkt er livsopretholdende for denne film, eftersom den bygger på så mange vidensmæssige huller. Aliena skal derfor fange publikums interesse fra begyndelsen, således at sammenstykningen af hendes identitet også bliver udfoldelsen af det samlede plot. Gør hun ikke det, falder hele plottet til jorden, da eftersøgningen af hendes fremmede "jeg" funderer filmens grundlæggende livsnerve.
Heldigvis har ID:A den svenske starlet Tuva Novotny i hovedrollen, og sikke en kvinde. Smuk, dog almindelig ved første øjekast. Sårbar i øjnene, stærk i handling. Forførende ægte uden at vide, hvem hun selv er. Hun balancerer formfuldendt mellem at være den uvidende, ubeskyttede kvindelige John Doe til at agere klogt, kæmpe bravt og navigere nådesløst strategisk, når omstændighederne spidser til, og de søde ord transformerer sig til fygende skud.
Filmen taber ikke pusten undervejs, men formår faktisk at smøre spændingsolie af høj viskositet på sin filmrulle, der opruller flere medrivende spændingsmomenter ud. Momenter, der opsøger din hele opmærksomhed og leger med den, kaster den dumdristigt op i luften og truer for en stund med ikke at gribe den igen.
Christiansen viser tillige en raffineret æstetisk fornemmelse for visuelle fremstillinger. Mange afvekslende, skæve indstillinger, afslørende nærbilleder, bedårende totaler samt en gennemgående leg med farverne demonstrerer en dansk instruktør, der ikke har stillet sig tilfreds med gennemsnitlige resultater.
Denne anmelder var en af dem, der verbalt parterede Christiansens udskældte The Roommate. I denne omgang må hun næsten vende kritikken på vrangen, for ID:A er en helt igennem spændingsmættet spændingsfilm. Narrativt overlegen, stilistisk gennemtænkt. Velskrevet. Velproduceret. Veludført.
Og underholdende. Ganske underholdende.
Skynd dig derfor i biografen, hvis dine adrenalinhormoner trænger til en ordentlig frigørelse. Hvis du længes efter Sydfrankrig. Savner en filmisk sudoku. Og synes, at film, der fortælles baglæns, giver mest mening, når de forstås forlæns ...
