Mens store dele af den danske befolkning sad klistret til tv-udsendelse med nyheder om nedlukning af alle minkfarme i Nordjylland eller direkte tv fra mange stater i Amerika for at få svar på de sidste optællinger af stemmer til præsidentkandidater, kunne vi i Grand Bio i København få den fornøjelse at følge den australske nytolkning af sange fortrinsvis fra den nyeste skæring: Ghosteen fra 2019 - hvor sorgen er fællesskabets tone og enkelte sange fra hans band, Grinderman. Men selvfølgelig også enkelte klassikere.
I starten af filmen ser vi ham komme gående langsomt og eftertænksomt ind ad døren til Alexandra Palace i London – nærmest et slot fra 1875 – hvor han sidder midt i den største sal med 10 m til loftet og vel 600 m2 plads. Han siger ikke noget, og der er vel kun 3-4 kameraer, et flygel af mærket Fazioli – håndbygget og fremstillet i Salice, Norditalien. Han er iklædt sort jakke, sorte bukser som passer til hans knaldsorte hår foldet ned bag øerne, og på venstre hånd er alle fingrene med store og mindre udførte guldringe, og efter teksten står der, at tøjet er fra Gucci.
Filmen er optaget over flere gange – hvilket ses på hans frisure, som har fået en kam mellem seancerne.
Hans repertoire er bygget op med de mest dystre i starten, og det kan dels være en kommentar til hans egen situation med ikke at kunne komme i dialog med publikum – men også tabet af sønnen, som døde ved et selvmord i 2015 – og det høres i titelsangen for filmen: Idiot Prayer - hvor han synger om et tab; at hvis du er i himlen vil de tilgive dig deroppe, og hvis du er i helvede, kan jeg kun spørge, om du har fortjent det? og det er første efter 40 minutters optræden, og han vender om med et lille smil på læben og mere intenst på flygelet synger The Mercy Seat fra 1988 uden at kigge på alle noderne, som dels står ved klaveret eller kastet ned på gulvet i glidende bevægelser. Det har været en overvindelse for Nick Cave, som de sidste par år har inviteret til dialog med sit publikum for at få svar på livets mening og Guds behandling af mennesket – og nu alene på Alexandra Palace i London, som er valgt med omhu.
Der er også en længere bluessang, hvor han i Higgs Boson Blues i over 6 minutter synger om, at han ser bluesmusiker Robert Johnson spille på en 10-dollars guitar. Han havde også skrevet et helt nyt nummer: Euthanasia, hvor han går gennem døråbningen, og finder dig siddende ved køkkenbordet….
Det er den kendte fotograf Robbie Ryan, som bl.a. har fotograferet de smukke film af Ken Loach med de rolige bevægelser i f.eks. I, Daniel Blake, Sorry we missed you men også den prisbelønnede: Marriage Story af Noah Baumbach. Det er kameraet, der fortæller historien, som Cave gerne vil have frem til verdensborgeren.
Det er en gribende fortælling, som Nick Cave vil ud med, og i filmen er også en fremtoning, vi aldrig ville have fået – hvis vi ikke havde haft corona på verdensplan. At se lyset i mørket, og da filmen slutter, ser vi ham slentre med jakken over skulderen gennem sollyset som nærmest vises som en tåge, som han forsvinder i.
