Skriv en kommentar
Det er efterhånden blevet yderst moderne med film, der beskriver familielivets svært uhelbredelige skrammer under den blankpolerede overflade. Det blev man vidne til i Ang Lees lakoniske ’The Ice Storm’ og igen i Sam Mendes’ drivende teatralske opsætning af ’American Beauty’. Denne gang er titlen ’Igby Goes Down’. Udgangspunktet er for så vidt det samme, og bægeret flyder da også over med referencer til de to forgængere i løbet af filmens første tredive minutter. Alligevel er helhedsindtrykket et lidt andet.
I dette tilfælde tegnes den yderst brogede familie af en skizofren far, der hurtigt får fast postadresse på den lukkede, en overfladisk high society gås af en mor, der konstant fylder kroppen med amfetamin, og en bror, der er både følelseskold, afstumpet og i øvrigt retter sin vrede mod lillebroderen i alt, hvad han foretager sig. Igbys følelsesliv har ikke de bedste betingelser for en ukompliceret start på livet. Bedre bliver udsigterne ikke i hans sen pubertære år, hvor han konstant render ind i overfladiske røvhuller, der klarer dagen og den nagende vinterdepression med en bane coke og lidt casual sex. Man kan jo lige så godt fordrive tiden bedst muligt midt i al elendigheden. Hvor triste udsigterne end synes, sidder man dog alligevel med en lurende fornemmelse af, at den unge, kærlighedshungrende rebel nok skal komme ud på den anden side som vinder. Det bliver trods alt forår en dag.
Det er noget misvisende, at producenten profilerer ’Igby Goes Down’ som en komedie. Selv om der er anledning til at trække på smilebåndet – og det er der tit – er det alligevel med en vis distance. Igby bevæger sig rundt i et isnende koldt univers omgivet af fraværende forældre, stenede bekendtskaber, sygdom, død, stofmisbrug og selvdestruktion. Det er socialrealisme så det batter. Og det virker. Filmen gemmer sig bag en helt igennem overfladisk hinde af stofmisbrug og ligegyldighed og afspejler dermed, på banal vis, den hvileløshed, uvirkelighed og monotoni, karaktererne er en del af.
Den absolutte force skal findes i karaktererne. De er nemlig så frydefuldt skildret, at det bliver en udsøgt fornøjelse at overvære. Det vrimler med skæve – og det i mere end én forstand - personligheder og de mest aparte personager. De har alle fundet sammen i et skørt sammensurium og oppebæres udelukkende af et velspillende ensemble skuespillere, der viser både vilje, gejst og naturligvis den fornødne spilleglæde. Og selvfølgelig må Igbys kvinder ikke glemmes. Moderen spilles af Susan Sarandon. Hun er et studie i stinkende forfald som den overfladiske, selvfikserede og sygdomsramte mor, der kun kan holde sig selv og resten af verden ud ved at proppe sig med euforiserende stoffer. Hun er næppe set bedre, siden ’Thelma & Louise’ fra 1991. Amanda Peet kender vi egentligt fra tv-soapen ’Jack & Jill’. Som Rachel er hun knapt så stueren, konstant høj af syre og spreder velvilligt benene, for ethvert hankøn, der krydser hendes sti – Igby inklusive. Hun er ganske enkelt fremragende. Burr Steers har samlet et helt unikt ensemble til sin beskrivelse af kernefamiliens fatalistiske sammenbrud.
’Igby Goes Down’ er en tragikomisk genreblanding, der ikke er til at komme uden om. Eneste anke er, at dynamikken på afgørende punkter halter. Og det trækker desværre ned i den samlede bedømmelse.
Ekstra materiale
Bonus materialet er det sædvanlige kig ind i filmens kulisser. Det er traditionelt, jævnt og kedeligt og minder mest af alt om et besøg i et dansk gennemsnitskøkken. Alligevel er der dog blevet plads til en trailer, et par slettede scener, biografier og en enkelt feature. For de rette fans vil det nok være uundværligt stof til eftertiden. For os andre virker det mere som nostalgisk tidsspilde.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Scanbox.
