Skriv en kommentar
En filmisk fremstilling af dagene op til D-Dag er på forhånd omfattet af vores inderligste solidaritet, hvis filmen vel at mærke bekræfter den grundfæstede opfattelse af successen no matter what, fx de ekstremt høje tabstal. Den new zealandske TV-film Ike – Countdown to D-day, der fortæller om Dwight David Eisenhowers (Ike) vigtige beslutninger de sidste 90 dage op til D-Dags gennemførelse d. 6. juni 1944, er en sådan film. Filmen bekræfter uden videre den gode beslutning. Solidariteten blandt de allierede er næsten overvældende. Konflikterne er til at overse – engelske Montgomery bliver hurtigt sat på plads, ligesom en amerikansk general der ser amerikanerne som den ny verdens herskere bliver det. Den franske General de Gaulles hovne afvisning af D-Dags-planen er ikke særligt graverende (og vist i øvrigt ikke historisk manifest). Og så hjælper det selvfølgelig svært på det, at filmen har et lydefrit manuskript, velspillende skuespillere, en rent ud sagt blændende fotograf David Gribble og en instruktør, Robert Harmon der ikke et sekund tvivler på, at historien holder (både manuskriptets og ”den virkelige” histories).
Hvis det var fjenden, tyskerne der filmisk fremstillede en storstilet sejr under 2. Verdenskrig således, ville vi uden videre tale om propaganda. Men eftersom vi sejrede, kalder vi det alt andet. Men forskellen er ens, om jeg så må sige.
Hvordan gør man en film spændende, hvor man i den grad kender udfaldet, og som derudover stort set kun består af samtaler mellem øverstbefalende generaler? Manuskriptforfatteren kan sit kram og opbygger ikke overraskende spændingen tidsligt, som allerede titlen siger det. Helt overordnet bygger spændingen på vores forventning om at blive bekræftet i D-Dags succes – for så lang tid historien fortælles, ved vi strengt taget ikke om forventningen indfries. Konkret udmøntes spændingen i en række hvornår-er: Hvornår skal landgangen finde sted? Hvornår skal afgørelsen om dato endeligt træffes? Hvornår klarer vejret op, så angrebet kan sættes i værk? Men spændingen bygges også op over, at det faktum, at det er én mand der skal træffe afgørelsen – også dette forhold er såmænd tidsligt: Når Ike at træffe de rigtige afgørelser i rette tid?
Manuskriptforfatteren Lionel Chetwynd har valgt at bygge filmen opover Ike, der var øverstbefalende for de allieredes invasionsstyrker. Det er således ikke tilfældigt, at han falder i staver over et maleri af den sejrende Napoleon på slagmarken. Ike i Tom Sellecks skikkelse er ikke alene med i men også central i samtlige scener i filmen på nær to mindre betydningsfulde scener. Vi ser alting ud fra hans synsvinkel, og får successen bekræftet.
Der fokuseres konsekvent på Ikes insisteren på alene at tage de skæbnesvangre beslutninger. Dette perspektiv fastholdes lige fra første scene, hvor Ike giver Churchill et ultimatum - enten leder Ike selv denne operation fuldt og helt, eller også må man finde en anden mand - til sidste scene hvor ordren til angreb er givet og Ike med egne ord nu blot er tilskuer. For at få denne i virkeligheden uhyrlige magtdemonstration til at glide ned, selv i disse individualistiske tider, krydrer manusforfatter Chetwynd rundhåndet filmen med Ikes tale om sit ansvar for mændene der må dø i stort tal. Fx da han står foran førnævnte maleri af Napoleon på slagmarken, og fremsiger velvalgte ord om, at han ikke iagttager Napoleon men soldaterne omkring ham. Det er den gode, ansvarsfulde, moralske patriark der er på spil her. Det er i den forbindelse meget betegnende, at ikke eneste kvinde spiller en afgørende rolle i filmen. Filmen bekræfter til fulde, at det er mænd der tager de store beslutninger og fører dem succesfuldt ud i livet. Tag den, kvinder i år 2005!
De menige soldater, som ligesom kvinderne stort set glimrer ved deres fravær, er dog repræsenteret ved en meterolog der mere og mere nervøst som D-Dagen nærmer sig må afgive dårlige vejrmeldinger. Hans splittelse mellem at måtte aflæse vejrkortene, som de nu engang er, nemlig fulde af dårligt vejr, og ønsket om at at kunne give en positiv udsigt for fremtiden truer på skrømt den øverstbefalendes ufejlbarlighed. Tvivlen om D-Dagens genemførelse truer, men opløses til sidst, da et pludseligt ophold i vejret viser sig. Ikes ufejlbarlighed bekræftes endeligt, næppe tilfældighedens nedslag efter al den virtuose beregning, vi har været vidne til indtil da.
Den dag ordren om angreb gives, besøger Ike et kompagni soldater der står foran afsendelse. Her skal hans gennemgående italesatte ansvar for mændene stå sin prøve i virkeligheden. Det bliver til at Ike spørger soldaterne hvor de kommer fra, og så ryger de en smøg sammen og ler. Lige akkurat her formår filmen ikke at overbevise. Soldaterne holdes hen i uvidenhed og manglende indsigt i fremtiden – at de sandsynligvis alle skal dø om få timer bliver løsenet for successen. Den tale Henry V holder for sine mænd i Shakespeares drama – og på biograflærredet for Ike og hans generaler – lader sig trods alt ikke gentage. Tag den, mænd i år 2005!
Er det en uhyrlig patriakalsk propagandafilm, jeg har beskrevet ovenfor? Egentlig ikke, snarere en film der virtuost bekræfter skal vi sige den kulturhistoriske patriakalske kanons værdier.
DVDens ekstramateriale består af en feature, hvor bl.a. instruktøren Robert Harmon og skuespilleren Tom Selleck fortæller. Sellecks beskrivelse af, hvordan han kommer ind under huden på Ike gør indtryk, ligesom oplysningen om, at filmen er indspillet på 20 dage gør det. Derudover indeholder DVD-en et kommentatorspor, igen med Harmon, Selleck og manusforfatter Chetwynd.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Universal Pictures.
