Skriv en kommentar
I Vesteuropa har vi det alle godt, her har vi velstand og velfærd og kun få kunne ønske sig det bedre. I Østeuropa er der fattigt og trist – alle østeuropæer ville ønske sig til Vesten, hvis de kunne. Denne stereotype og karikerede gengivelse af forholdende i Øst- og Vesteuropa kan de fleste af os nikke genkendende til. Stod valget imellem at bo i Kiev eller Wien, ville de fleste af os da sikkert også vælge en tryg tilværelse i Mozarts by frem for kolde Kiev. I Ulrich Seidls seneste film ”Import Export” sættes denne karikatur under lup. Seidl gør dette ved at fortælle to parallelhistorier om to arbejdere fra henholdsvis Ukraine og Østrig. Samtidig sætter Seidl med filmen fokus på det modsætnings- og afhængighedsforhold, der eksisterer imellem Øst- og Vesteuropa.
Olga (Ekatyrna Rak) er enlig mor og sygeplejerske i Ukraine. Hun er arbejdsom og glad for sit arbejde, men da det kniber med at få udbetalt løn, vælger Olga at prøve lykken i Vesten – Olga drager til Østrig i håb om en ny chance og et bedre liv. Østrig viser sig dog ikke at være det vestlige paradis, som Olga havde håbet. Hun går fra job til job og møder mestendels utak og modvilje i et koldt og selvtilstrækkeligt samfund. Olga ender som rengøringshjælp på et hospital, hvor hun, trods sin fortid som sygeplejerske, bliver set ned på af det øvrige personale, der ikke forsømmer en mulighed for at minde hende om, at hun blot er rengøringskone. Filmens anden historie omhandler østrigske Paul (Paul Hoffman), der har vanskeligt ved at holde på jobs og samtidig skylder en del penge væk. Paul skylder bl.a. penge til sin stedfar, hvorfor han indvilger i at tage med denne til Ukraine på et eksportjob for at afdrage sin gæld.
Ulrich Seidl blev i 2001 kendt for den rå og ligefremme provokation af en film, ”Hundedage”. Filmen blev særligt fremhævet for dennes dokumentariske stil. Den dokumentariske stil er om muligt endnu mere udtalt i ”Import Export”, der til tider giver filmen en autencitet, der synes at overstige virkeligheden. Den rå dokumentarisme er i ”Import Export” kombineret med en række stilistiske tableauer. Stilen kan bedst beskrives som en skøn forening af underfundige og underspillede tableauer á la Roy Andersson og så Michael Glawoggers billedskønne dokumentarisme kendt fra bl.a. ”Arbejderens Død”. Glawogger og Seidl har da også tidligere arbejdet sammen om dokumentarfilmen ”Nationens Tilstand”. ”Import Export” er dog primært sin egen.
Seidl deler ikke fascinationen af det Vesteuropæiske forbrugerparadis. Således finder vores to hovedpersoner hverken lykken i Øst eller Vest. Begge har de viljen og lysten til at lykkes, men fejler i mødet med en hul og nihilistisk verden. Seidl peger med ”Import Export” på Østeuropa som det materielt fattigste sted. For Seidl er fattigdommen dog størst i Vest – her lever folk under den menneskelige og mentale sultegrænse, der intet har med materiel velstand at gøre. Pessimismen i ”Import Export” slægter den italienske neorealisme på. På bedste neorealistisk facon er der i ”Import Export” ingen lette løsninger og ingen happy ends. Den neorealistiske stil er endvidere gennemført, idet Seidl har benyttet sig af to amatører til filmens hovedroller. Der er dog ikke tale om glade, men derimod uimponerede og kompetente, amatører.
”Import Export” er en gruopvækkende og rå oplevelse, der ikke giver nogen svar, men som rejser en række velvalgte spørgsmål. Billedstilen er kendetegnet ved en nærmest ulækker lækkerthed, der gør, at man skiftevis behages og forfærdes i mødet med det fattige og forfaldne Ukraine og det på flere måder kolde Østrig. Selvom ”Hundedage” ligger flere år tilbage, så stryger Seidl os bestemt ikke med hårene med denne prægtigt morbide samfundskritik.
