Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Emnet er uden al tvivl vigtigt – forsoningsprocessen i Sydafrika begyndende i 1996 – men filmen tynges af et noget firkantet manuskript der ikke levner megen plads til hverken instruktøren John Boorman (”Hope and Glory” (-87)) eller stjernerne Samuel L. Jackson og Juliette Binoche.
Der foreligger en omfattende dokumentation af kommissionens arbejde, dvs. i tusindvis af vidneudsagn først og fremmest fra sorte mishandlede mennesker. Det er bl.a. på grundlag af det materiale at den afrikaanske forfatter Antjie Krog skrev den, mere eller mindre selvbiografiske roman ”Country of My Skull” der ligger til grund for filmen, og manuskriptforfatteren Ann Peacock skrev sin adaption af bogen.
Filmen følger den afrikaanske radiojournalist Anna Malan (Binoche) og den amerikanske Washington Post journalist Langston Whitfield (Jackson), da de dækker den såkaldte Sandheds- og Forsoningskommissions høringer. Over 21.800 mennesket aflagde vidnesbyrd om apartheidsystemets rædsler. For de skyldiges vedkommende blev amnesti givet til dem der vidnede og kunne bevise, at de handlede efter ordre.
Oplægget er, at den hvide journalist endelig har fået øjnene op for apartheidsystemets umenneskelighed og bifalder komissionens forsoningsarbejde, mens den sorte journalist har meget svært ved at acceptere at forsoning i stedet for straf vil bringe ikke mindst de sorte videre.
Oplægget er således udmærket, men forløbet - at de to nærmer sig hinanden og således eksemplificerer forsoningen på det personlige plan - forbliver utroværdigt; hovedpersonerne taler i generaliseringer og klicheer og trænger aldrig igennem som personligheder der vitterligt anfægtes og kastes ud i krise. Man ikke alene aner den forsonende hensigt, men filmen tynges frygteligt af den; hvor galt det går er tydeligst i scenen, hvor den hvide bøddel knæler ned foran den sorte dreng der ikke har sagt et ord, siden han overværede nedslagtningen af sine forældre. Ofret omfavner bødlen – og tilskuerne bryder ud i sang. Forsoningsprocessen idealiseres uden videre. Filmen formår således ikke at fremstille indsigt i apartheidsystemets umenneskelighed med fortællingens vægt, og slet ikke at diskutere forsoningsprocessens dilemmaer.
Lidt bedre går det, når de sorte vidner fortæller deres rædselsfulde historier for kommissionen, og både vi og hovedpersonerne er tilskuere. Beretningerne kombineret med det pragtfulde Sydafrikanske landskab gør umiddelbart indtryk.
DVD-ens ekstramateriale består dels af interviews med skuespilleren Juliette Binoche, instruktøren John Boorman, og producenterne Robert Charloff, Lynn Hendee og Mike Medavoy. Dels af fraklippede scener. Og endelig af muligheden for at have et et lydspor med instruktørens kommentarer løbende under afspilning af filmen.
Interviewenes mange smukke ord om baggrunden for filmen og produktionsomstændighederne er det svært at få noget ud af, resultatet taget i betragtning. Men man lægger mærke til, at Juliette Binoche på pæneste vis beklager, at hendes scener stort set blev taget i første hug. Muligheden for at arbejde med rollen under indspilningerne var det åbenbart så som så med.
De fraklippede scener består først og fremmest af skildringer af Whitfiels problematiske familiebaggrund – han svigter familien ved at være for meget væk. Det er muligt at se klippene med instruktørens kommentarer slået til. Scenerne blev angiveligt klippet fra for at koncentrere fokus om begivenhederne i Sydafrika. M.a.o. var det først og fremmest hensigten at fortælle Annas historie.
Kommentatorsporet er angiveligt lavet førend filmens premiere. Instruktøren fortæller begejstret og vidende om Sydafrika, og om produktionsomstændighederne i forbindelse med filmen. Der er ikke mange ord om filmens opbygning, stil og budskab.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Universal Pictures.
