Skriv en kommentar
Antikrigsfilmen har haft trange kår i USA siden 70’erne og 80’erne, hvor den mindre succesfulde amerikanske tilstedeværelse i Vietnam gav stof til nogle af filmhistoriens bedste krigsfilm. ”Apocalypse Now”, ”The Deer Hunter” og ”Full Metal Jacket” står i den genre alle centralt placeret som kanoniserede milepæle indenfor filmhistorien. Den amerikanske invasion af Irak har på samme vis alle de ingredienser, der skal til for at skabe inspiration til en ny epoke af antikrigsfilm. Irakkrigen er således i rigt mål fyldt med slagne soldater, efterladte i sorg og krigerisk grusomhed, men hvor er de film, der bør indfange krigens gru og sætte den til debat? Paul Haggis’ seneste udspil, ”In the Valley of Elah”, kunne være et kvalificeret og tiltrængt bud på en sådan.
Filmen tager sit afsæt i den amerikanske forstadsidyl, hvor stars and stripes vejrer fra hver en flagstang. Telefonen ringer hjemme hos krigsveteranen Hank (Tommy Lee Jones) og konen Joan (Susan Sarandon) – deres søn Mike er forsvundet fra militærets base efter han netop er vendt hjem fra tjeneste i Irak. Hank tager straks af sted mod basen for at finde ud af mere om sønnens pludselige forsvinden. Inden han når så vidt får han dog lige hjulpet sin latino-nabo med at få vendt dennes flag rigtigt – et flag vendt på hovedet, fortæller Hank, er nemlig et internationalt tegn for råb om hjælp. Hank tager af sted på sin rejse for at afdække sønnens skæbne, en grufuld skæbne. Hank bliver i sin søgen hjulpet af politibetjenten Emily Sanders (Charlize Theron) og sammen udreder de et spind af løgne, der involverer militæret, narkotika og immigranter. Ingen af disse bærer imidlertid nogen egentlig skyld i Mikes skæbne – krigens gru og den amerikanske frygt er den sande skurk lader Haggis os forstå.
Paul Haggis og dennes (overvurderede) multiplotfilm ”Crash” tog fusen på de fleste ”filmeksperter” ved Oscarshowet i 2006, hvor ”Crash” bl.a. tog guldstatuetten med hjem for bedste film. Haggis behandlede med ”Crash” den lille hverdagsracisme og hvilke fatale konsekvenser, den kan have. Med ”In the Valley of Elah” tegner der sig et billede af Paul Haggis som en instruktør først og fremmest med noget på hjerte, men også en instruktør med hang til de store og vanskelige problemstillinger – først racisme og nu krig. Humanisme er imidlertid ikke det eneste kendetegn, der kan karakterisere den fremadstormende instruktør. Den cykliske fortælling, hvor alle handlingsspor krydser undervejs og tilslut på elegant vis bindes sammen, er ligeså et træk, som Haggis har ført med sig fra ”Crash” til ”In the Valley of Elah”.
Tommy Lee Jones er med sit på samme tid livskloge og livstrætte udtryk velvalgt i rollen som Hank, der med sin desillusionerede attitude fungerer som et sindbillede på det Amerika, der med flaget vendt på hovedet råber om hjælp. Tommy Lee kunne meget vel have indkasseret karrierens anden Oscar for rollen, hvis det da ikke havde været for en vis Daniel Day-Lewis.
”In the Valley of Elah” lykkes i store træk med sit ærinde, men dog ikke uden enkelte strejf af malurt i det antikrigsfilmiske bæger. Haggis’ humanisme kammer til tider over i en irriterende korrekthed. Dette påvirker i særdeleshed Charlize Therons karakter, der er god og korrekt som Irakkrigen er lang, hvilket til tider nærmer sig en parodi på en stræbsom og retskaffen kvindelige betjent. Samtidig males der ofte for tykt og eksplicit med den symbolske pensel, hvor særligt filmens styrende ’David vs Goliat’-metafor bliver sært påtaget. Kvaliteterne overvinder dog så klart irritationerne, hvor Tommy Lee Jones’ præstation særligt må fremhæves. Krigens uhyrligheder er sat på dagsordenen. Mere af det, tak. Et dansk indspark i samme kaliber kunne ligeledes være tiltrængt i en genre, hvor ”Brødre” står beskæmmende alene.
