Indignation

Dialogerne flyder let og frit og monologerne er taget direkte fra Phil Roths novelle ”Indignation”. Sproget er som et stykke elegant klassisk musik med en underliggende tristesse og med et varsel om, at en farer lurer forude

”Indignation” har den amerikanske forfatter Philip Roths roman som sit forlæg, og filmen bærer samme titel som romanen. Filmens ’setting’ er det fiktive Winesburg college i Ohio. Fortællingen foregår i året 1951 samtidig med Korea-krigens spæde begyndelse.

Hovedpersonen Marcus Messner (Logan Lerman) er den jødiske kosher-slagter Max’ (Danny Burstein) eneste barn i byen Newark, New Jersey. Faderen udviser en overdrevent stor bekymring i dagene op mod Marcus’ afgang til college, og dermed flytter hans søn hjemmefra definitivt.

Filmen er inddelt i tre akter og sat op som et kammerspil på lærred. Andet akt foregår på College, hvor Marcus bliver fremstillet som en mønsterbryder med et scholarship fra sin skole i Newark, New Jersey. Hans møde med den smukke, blonde, ikke-jødiske Oliva Hutton (Sarah Gadon) medfører nye og skønne oplevelser. Bagsiden af disse oplevelser viser sit ansigt i tredje akt, hvor Marcus er indlagt på hospitalet. I starten får Marcus hyppige besøg af Olivia på hospitalet, hvor de ser og høre forskellige sider fra hinandens opvækst og baggrunde. Desværre er figuren Olivia Hutton i dette kammerspil ikke med til at skabe fremdrift i filmens plot.

Filmens hovedplot er scenerne med dekanen Dean Cauldwell (Tracy Letts), som går Marcus på klingen med livets store spørgsmål og som samtidig er med til at vise, hvem Marcus er. Dialogerne og replikskiftene i disse scener flyder let og frit som et stykke elegant, klassisk musik. Indimellem har begge lange monologer, som fungerer bedre i romanen, da de bliver lidt for lange og tunge i filmens fortælling.

Skuespilpræsentationerne, især Marcus’ moder Esther Messner (Linda Edmond) og dialogerne løfter filmen, mens filmens plot er for trægt og vagt.