På ferieøen Li Tolqa finder vi amerikanske James Foster (Alexander Skarsgård) og sin kone (Cleopatra Coleman). Her prøver Foster at finde inspiration til sit kommende romanværk. Ferieparadiset er nu slet ikke så idyllisk, og det får vi indtrykket af efter blot 3 minutter. Gudesmukke billeder af strand, palmer og landskab, men… Optagelserne er vendt på hovedet - ganske som love og skikke på Li Tolqa!
Efternavnet Cronenberg lader sig ikke fornægte. Farmand er rigtig nok David Cronenberg, som er berømt og berygtet for sine skelsættende science fiction-film og hårdkogte thriller-dramaer. Særligt vores halvdanske Viggo Mortensen har nydt godt af Davids idéer. Den yngre Cronenberg kan nu også selv, uden at man helt kan andet end at mistænke ham for at have kigget daddy over skulderen.
Som nævnt, så er Li Tolqa ikke et sted som de fleste andre. Som turist i landet er det nemlig ikke tilladt at forlade resortet, men det kan James ikke helt holde sig fra. Da han og konen Em møder parret Gabi (Mia Goth) og Alban (Jalil Lespert) og siden spiser frokost sammen med dem, så aftaler de at køre en tur på øen dagen efter. Køreturen ender på en strand, hvor der blandt andet bliver drukket tæt og det resulterer i en fatal hjemtur med James bag rattet. James kører en mand ihjel, men da landet er korrupt, tør de fire ikke tage kontakt til politiet. De forlader den døde mand, men dagen efter anholdes James for ugerningen. Li Tolqas regler er således, at afdødes førstefødte søn må slå James ihjel. James er rædselsslagen over udsigterne, men en redning er der dog udsigt til - hvis James vil betale et gigantisk beløb for, at staten udvikler en klon af James, som træder i hans sted og skal aflives i stedet for James. Det bliver voldsomt og brutalt, men seancen splitter James og Em. Hvor hun vil væk fra Li Tolqa omgående, så tænder stedet en mærkelig glød i James…
Så siger jeg ikke mere. Cronenberg har begået et syret angreb på mennesker og deres (tvivlsomme) moral. Billedsiden ændrer sig undervejs fra skøn til skræmmende og der er mange twists and turns, som på en eller anden måde er usmageligt geniale. Cronenberg junior viser med sin bedste film til dato, at arvefølgen er sikret. Infinity Pool er bestemt ikke for alle, da enhver form for strømlinet filmskabelse er sat ud af spil. Omvendt kan man finde kunst i det groteske, hvis man evner at se bort fra overfladens grimhed og det menneskelige fordærv. Jeg kunne godt heppe på en ny omgang Cronenberg inden længe. Imens vi venter, får Infinity Pool 4 stjerner.