Overskrift konkurrence


Standard facebook Følg os på instagram

Seneste artikler
Franske Film Man...
Nye Italienske F...
Franske Film Man...
Støt Cinemaonline
Cinema Made In I...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Nattevagten - Dæ...
Nattevagten - Dæmoner Går I Arv billede



Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Artikel

Ingen kan lave det perfekte - eller en skulptur der svæver. Interview med Katrin Ottarsdóttir

13. februar 2008 af Thomas Pedersen Skriv en kommentar

Ingen kan lave det perfekte - eller en skulptur der svæver. Interview med Katrin Ottarsdóttir billede

Interview med filminstruktør Katrin Ottarsdóttir i forbindelse med Nordatlantiske Biodages premiere på hendes nye film Ingen kan lave det perfekte

Katrin Ottarsdóttir er filminstruktør uddannet fra filmskolen i 1982. Hun flyttede fra Færøerne til København efter sin studentereksamen. Her tog hun et år på Film- og medievidenskab på Københavns Universitet og derefter et basiskursus på Den Danske Filmskole, hvor hun blev indført i alle filmarbejdets facetter. Her fik hun blod på tanden, hvad angår filmmediet. Søgte og kom ind på Filmskolen. Katrin står bl.a. bag filmene "Atlantic Rhapsody – 25 scener fra Tórshavn" (1989), "Bye bye bluebird" (1999) og det just færdiggjorte kunstnerportræt "Ingen kan lave det perfekte" (2008).

Vi skal tale om dig og din nye film Ingen kan lave det perfekte om skulptøren Hans Pauli Olsen, og ønsket om at finde ind til skabertrangen. Hvordan arbejdede du? Alene, eller med et filmhold?

'Alene. Min mand er min sparringspartner. Vi er både venner, mand og kone og sparringspartnere. Og så har min søn været med ind over i klippeprocessen og sagt, hvad der virker, og ikke virker. De vurderer det som et almindeligt publikum vil, modsat filmfolk der hænger sig i det tekniske. Hans Pauli, kunstneren som jeg portrætterer i filmen, glemte ind i mellem, at jeg var der, netop fordi jeg arbejdede alene. Derfor kunne jeg underlægge mig Hans Paulis arbejdsproces, og når han sætter sig og taler, og deler guldkorn ud, så var det i inspiration, og ikke fordi jeg dikterede det, eller bad ham om at tale til kameraet. Nogen gange begyndte han bare at tale midt i skaberprocessen, og så måtte jeg følge med. Det var nødvendigt at arbejde alene for at få det umiddelbare frem i Hans Pauli. ' Katrin gestikulerer ivrigt med hænderne, og ser tænksomt frem for sig, når hun erindrer sig forløbet.

Hvor længe fulgte du Hans Pauli?

-Et år, on and off. Ikke hver dag, men når modellen var der, så var jeg der også. Og så tog klipningen nogle måneder oveni.-

Kendte du Hans Pauli i forvejen?

'Nej! Hans Paulis kunst er overalt på Færøerne, og vi blev sjovt nok konfirmeret sammen, men jeg kendte ham ikke. Og først ville han slet ikke være med. Mente ikke, at han havde noget at sige. Vidste ikke, hvad jeg ville ham, og kunne ikke se en film om ham selv for sig.'

Og hvordan gik premieren på Nordatlantiske Biodage så?

'Det gik rigtig fint!', kommer det spontant med glimtren i Katrins øjne. 'Det bedste var, at Hans Pauli og kone godt kunne lide den. At de var trygge i mine hænder. Hans Paulis kone var bange for, at hun havde talt over sig, men det var ikke tilfældet. Så jeg er glad fordi, at de var glade.'

Med hensyn til filmens titel: Ingen kan lave det perfekte, så, hvis jeg har forstået det rigtigt, udspringer det af, at Hans Pauli lader sine skulpturer ende ufærdige, men med en indre kerne intakt, sådan at beskueren selv færdiggør oplevelsen, og dermed perfektionerer værket på en måde, som Hans Pauli ikke selv kan. Det er jo næsten ren kunstfilosofi. Hvordan oplever du det?

'Okay, du har fattet det! Det glæder mig. Hvis Hans Pauli var religiøs, ville han sige, at der kun er én, der kan lave det perfekte. Religiøsitet er vigtigt på Færøerne. Når man flytter udenlands er det lettere at være sig selv.'

Man afviger ikke i et lille samfund!

'Nej! De fleste skiller sig ikke ud. Det er nemmere udenlands.'

Hans Pauli synes at være optaget af at få sine skulpturer til at svæve frit i luften.

'Ja! Hans Pauli er som kunstner egentlig let at gå til, men han betragtes som svær. Han er letforståelig, nede på Jorden, ved hvad han laver og har styr på egne hensigter, men fremstår måske ikke altid sådan. Nogle tvivlede faktisk på, hvad jeg kunne få ud af et portræt af ham.'

I pressematerialet står der at: Her er ingen specialister, der andægtigt og indforstået taler om kunst. Hvorfor var det vigtigt for dig at ekskludere eksperterne?

'Sådan er de fleste film om kunst, altså ekspertorienterede. Jeg vil, at alle uden forudsætninger skal kunne være med. Jeg vil vække nysgerrighed. Som jeg selv er nysgerrig. Ekspertudtalelser er fremmedgørende, og det var ikke min ambition at lave film for akademikere. Jeg tænker, at filmene, de tre kunstnerportrætter, kan bruges som undervisningsmateriale i de store klasser og på gymnasier. Fra andre har jeg hørt, at jeg har nået min målsætning. Jeg vil et bredt publikum, min mor, og almenheden skal kunne forstå det – det skal ikke være noget fremmed og uforståeligt, ophøjet kunstsnak.' Katrin kigger tænksom ud i luften. Det gør hun meget. Ser tænksom ud. 'Men det er heller ikke en mission a la ”kunsten ud til folket”. Dét lyder plat, vil jeg sige. En Jørgen Leth vil synes, at min film er enten latterlig eller eksotisk, fordi den er så anderledes eller så almindelig. Den er ikke selvhøjtidelig. Det vil vel ikke fornærme ham at sige det. Selvhøjtidelig. At han er selvhøjtidelig. Tror du?'

Nej da! Hvis jeg opfattede det rigtigt, var det så ikke modellen selv, der ved ferniseringen kom, og så indgående på skulpturen, som hun havde stået model til?

'Fangede du den? Ja, for jeg var lidt usikker på, om det var klart.'

Jo, jeg fangede det fint. Jeg fandt det surrealistisk. Det må have været helt specielt at filme.

'Ja, hun har et stærkt ansigt. Det er spejlingen, jeg vil der. Al reallyd er væk, for jeg vil fortætte stemningen mellem hende og hendes anden version, som hun står, og ser sig selv udtrykt i ler – den anden hende. Og så ser man hende med Hans Pauli. De står sammen, og ser på skulpturen, indtil de ikke har mere at sige til hinanden Arbejdet er færdigt. Og så tilbage til Hans Pauli hjemme i udgangspunktet, dansende med sin kone, der gruede for hans tid i garagen med en anden nøgenmodel end hende selv. Hun var jo hans model tidligere...'

Ingen kan lave det perfekte fik sin premiere på Nordatlantiske Biodage. Hvordan ser du på den fokusering arrangementet har på færøske, islandske og grønlandske film?

'Det er fedt! Der bliver vist film, som man ellers ikke har en levende chance for at se. Og folk har efterhånden fået øjnene op for alt det gode, der foregår derude. Birgir (kurator på Nordatlantens Brygge, red.) er en gevinst for stedet. Han er en ildsjæl, og har fået stedet banket op og ind i folks bevidsthed. Det er dejligt, at så mange mennesker kommer, og ser filmene.'

Er du tilfreds med pressens anmeldelser? Politikens Dorthe Hygum giver dig fire ud af seks. Det samme gør jeg.

'Jeg er enormt glad. ”Bye bye bluebird” fik tre, så det er fremgang. Jeg er meget glad for fire stjerner. Det er et cadeau til en hjemmelavet film. Jeg er lykkelig. Når man har fået så mange afslag, som jeg har... Jeg kastede mig ud på dybt vand ved at starte dette firma... ”Bye bye bluebird” fik en krank skæbne. De få anmeldelser der var, gik ikke på filmen, men på at anklage Færøerne for at nasse på Danmark. Den fik ingen rigtig biografdistribution i Danmark. Grand Teatret ville ikke vise den. Den blev vist i en lille sal i Palads. Men det er jo ikke en Paladsfilm, og plakaten for den blev hængt helt oppe under loftet udenfor dametoiletterne. Den gik dog med succes i Berlin. Med ”Atlantic Rhapsody – 25 scener fra Tórshavn” var det det samme. Den fik heller ikke nogen biografdistribution i Danmark, men gik succesfuldt i Berlin. Mine film har det svært i Danmark..., jeg ved ikke om du er inde i forholdene mellem Færøerne og Danmark? Der er så mange fordomme. Ikke blandt de unge, men når du kommer op på dem over 50 år, så er der tit så mange skjulte dagsordener.'

I filmbranchen eller generelt?

'Det er både og. I udlandet ser de mine film som film og ikke som færøsk film. Men, med Ingen kan lave det perfekte har der slet ikke været samme misstemning.'

Nu har du måske været her længe nok til, at man ser dig som dansker.

'Det kan være. Men Hans Pauli er også træt af at blive hængt op på nationalitet. Vi er altså ikke repræsentanter for Færøerne. Men jeg føler, at jeg har fået et anerkendende klap på skulderen. På trods. Mod alle odds. Jeg behøver ikke seks stjerner. Jeg laver mine ting for næsten ingen penge. Vil man det nok, så lykkes det.'

Har du aldrig fået penge fra Det Danske Filminstitut?

'Jo, jeg fik penge til ”Bye bye bluebird”. Der fik jeg 7,8 millioner, men det er ikke meget. Selv dengang var det ikke et enormt beløb til en spillefilm. Vi skulle jo have et helt hold til Færøerne. Det var Thomas Winding, der troede på den. Man gjorde grin af ham for at støtte projektet, men han støttede det ufortrødent. Jeg fik lov til at lave ti gennemskrivninger af manuskriptet, og han krævede aldrig, at der skulle tilknyttes en manuskriptforfatter. Vi brugte genbrugstøj og tapserede de steder, vi fik lov at bruge, så det blev, som jeg ville have det.'

Det lyder lidt dogmeagtigt.

'Ja, det var dogme før dogme', siger hun og vi griner.'

Nu har du endnu en visning på februars Nordatlantiske Biodage, hvor du kommer og præsenterer, og drøfter filmen med publikum. Det er den 21. februar, og det er din road movie ”Bye bye bluebird” fra 1999. Kan du fortælle os, hvorfor man bør gå ind på Nordatlantens Brygge og se den?

'Jeg skal prøve! Bye bye bluebird er interessant, fordi det er en god historie, der udspiller sig i en spændende kulisse. Den handler om savn, afsavn, uindfriede drømme og almenmenneskelige forhold serveret i en farverig...ikke sauce, men... det er svært at lege promotor. Det er uvant for mig at sælge mig selv.'

Jeg tror faktisk, at du har sagt det: En god, farverig historie om savn, afsavn, uindfriede drømme og almenmenneskelige forhold, en spændende kulisse.

'Der er også enormt god musik. Af Hilmar Ørn Hilmarsson, som også har lavet musik til Cold Fever. Den med en japaner, der tager til Island.'

Der vises på Biodagene den 14. februar.

'Ja. Hilmar er en rigtig god komponist. I forbindelse med ”Bye bye bluebird”, har du så set det store maleri inde i den anden stue?'

Jeg vender mig om og kigger. Det markante billede i den tilstødende stue havde jeg godt bemærket, men ser nu klart, at det er et maleri med motiv fra ”Bye bye bluebird”. Her ses hovedpersonerne, de unge kvinder Rannvá og Barba i fuldt udstyr på landevejen. Maleriet er på næsten, eller omtrent to kvadratmeter. Imponerende!

'Det har jeg fået af nogle tyske fans. De har selv lavet det. De følger alt, hvad jeg laver. Tyskland er et godt sted for mig. Frankrig også. Tysk og fransk publikum er de bedste at tale med. De interesserer sig for filmsproget. Jeg har altid været med på Lybeck Filmfestival. Men min bedste oplevelse var i Østberlin lige før murens fald. De var så høflige og søde, forsigtigt interesserede i filmen og i mig og landet den er optaget i. Øst-Tyskland var jo stadig et land bag jerntæppet. Det er et minde, jeg gemmer, og husker som noget helt specielt.'

Skal vi så ikke slutte her? Ved det gode minde.

Afsluttende: Ved forpremieren på ”Ingen kan lave det perfekte”, opdagede jeg hovedpersonen Hans Pauli Olsen og hilste på ham. Jeg fortælte ham, at hans skulpturer i filmen har gjort et stort indtryk på mig. At jeg som familien i filmen, altså Hans Paulis familie, omgivet af menneskespejlinger, gerne så mig selv således omgivet. Hans Pauli og hans hustru, der også er med i filmen, glædes tydeligt ved mine ord. De var begge spændte på filmen, sagde de. De havde nemlig slet ikke set den på det tidspunkt. De betroede mig dog, at de har stor tiltro til Katrin. Hans Pauli nævnte, at Politikens Dorte Hygum gav filmen fire stjerner. Jeg svarede, at det nok er svært for dokumentarfilm at komme meget højere og afslørende for ham, at fire stjerner også var min dom. Jeg fortælte ham, at jeg fandt filmen god, og synes, at den fremstiller hans kunst godt. Nogle af kunstnerparrets venner kom og hilser på, så jeg trak mig tilbage og ønskede dem en god aften.

Anmeldelsen af ”Ingen kan lave det perfekte” kan læses her

De Nordatlantiske Biodage fortsætter til slutningen af februar. Læs mere om det spændende arrangement her

Katrin Ottarsdóttirs selvskab, Blue Bird Film.


Link: http://www.bluebirdfilm.dk
Stilbilledet fra Bye bye bluebird som Katrin har hængende i sin stue som et maleri, hun fik af hengivne tyske fans.
Stilbilledet fra Bye bye bluebird som Katrin har hængende i sin stue som et maleri, hun fik af hengivne tyske fans.


banner
Overskrift Højre Block
Perfect days
Ripple
KALAK
FØR STORMEN
All of us strangers
Drengen & Hejren
Argylle
Lærerværelset (B...
Golda (Blockbuster)
Pot-au-feu: Veje...



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...